Erindringer
Første del

Mit barndomshjem i Rønde hvor jeg boede de første ti år af mit liv.

Drengen fra Gyden nr. 6

Jeg har læst engang – at enhver idiot

kan skrive historien om sig selv.

Jeg vil prøve alligevel..

 

1 Kapitel.

 Handler om folk og fæ i Skæring – i tiden – før vi selv flyttede til byen i 1955

 I særdeleshed handler den også om mine bedsteforældre på begge sider.

 

Jeg er født d. 2september 1945 i mine bedsteforældres hus i Skæring. Min far og mor var nogle dage i forvejen taget på besøg hos mine bedsteforældre da jeg begyndte at anmelde min ankomst. Det var en hård fødsel. Min mor lå med kraftige veer i tre døgn, under stadig opsyn af læge og jordemoder. Endelig kl. 5 minutter over tolv den anden september slog jeg for første gang mine øjne op.

Samtidig slog min far nakken i gulvet, da han så mig første gang. Han var lige kommet ind af døren, da han havde haft en taxitur. På daværende tidspunkt var min mor ikke skabt til fødsler, så min adgang til verden var noget trang. På grund af den trange passage var mit hoved trukket helt ud af form, og han var sikker på, at jeg var vanskabt. Så han besvimede simpelthen og faldt om på gulvet. Først da jordemoderen havde forsikret ham om, at det ville fortage sig i løbet af et par dage fik han det noget bedre.

Der var ellers nok at fejre det år. Tyskerne var smidt ud af landet. Der fejede nye vinde ind over Europa – Japanerne havde overgivet sig i Sydøstasien – med venlig overtalelse af et par Atombomber. Der blev født børn som aldrig før. Optimismen blomstrede. Aldrig mere krig! Blev der sagt.

I dette år 1945 blev jeg altså født.

Alle de børn der er født i 45 og frem til omkring1950, blev til det, som senere kom til at hedde de store årgange. Jeg har aldrig set nogen fidus i de store årgange, det betyder bare, at man er mange om at dele alting. Og specielt lige efter krigen var der sandelig ikke meget at dele.

Efter 50 og en del år frem, var der knapt så mange fødsler som sidst i 40erne. Dette lod min mor og far sig imidlertid ikke gå ’på af, idet de fik 5 børn mere, fra 47 og til 57. 

Nummer 2 Ingelise – også kaldet Lise – kom i 47, nummer 3 Karin blev født i 49, nummer 4 Marianne – som barn kaldet Lille – blev født i 51, og til sidst kom ”efternølerne” Ole og Tove i 56 og 57.

Da min vugge stod i Rønde – og jeg blev født i Skæring – blev jeg – af mangel på bedre, lagt i den øverste kommodeskuffe. Jeg ved ikke om man kan finde noget symbolsk i ’det, men med hensyn til evner, kan jeg ikke sige, at jeg er blevet snydt af Vorherre. Men, man kan sikkert diskutere den måde jeg har forvaltet disse evner på.

Min opførsel har mange gange været til den nederste kommodeskuffe. Men herom senere.

Min bedstefar hed Christen Jensen Hald. Min bedstemor hed Mariane Kühn. Min bedstefar er født d. 10 – september 1886 i Skæring. Jeg husker ham som en stor og kraftig mand, med en tyk mave, og et stort overskæg. Han var altid iført et par grå bukser – vest i en lidt mørkere farve – og med silkefor på bagsiden. Desuden brugte han snus ligesom de fleste andre mænd på den tid. Han var skaldet, d.v.s. han havde ’lidt hår omkring ørerne, og ’lidt hår om i nakken. Jeg husker især den måde han tog en snus på. Han tog låget fra dåsen, og gravede ned i snusen, så tog han en passende portion op, og hældte den forsigtigt ned bag underlæben. Derefter rakte han æsken over til mig, og bød mig en pris – som han sagde. Trods utallige opfordringer var det først senere jeg traf bekendtskab med slige sager.

Min bedstefar var uddannet ved landbruget, og var i en periode karl på en gård i Sønderjylland. Denne gård var ejet af en farbroder til min bedstefar. Der charmede han sig ind på – hende – der siden skulle blive min bedstemor. I al den tid jeg kan huske, har de boet i Skæring. Huset var et lille bindingsværkshus med et par udhuse. Da jeg senere boede sammen med bedstefar et halvt års tid, kan jeg huske hvordan jeg undrede mig over, hvordan der har været plads til 2 voksne og 7 børn. Ikke fordi vi selv havde været for godt vant – men alligevel.

Det gik først op for mig mange år senere, at de fleste af børnene var flyttet hjemmefra. d.v.s. de var kommet ud for at tjene ved bønderne, da mine bedsteforældre måtte opgive gården, og flytte tilbage til Skæring.

Min bedstefar aftjente sin værnepligt ved Kystartilleriet i København, arbejdede en tid på Oliemøllen i Århus. Hvorefter han købte et lille landbrug på 7 tønder land, som han måtte opgive i 1933 under den store krise. Derefter var han fodermester forskellige steder I Skæring og omegn. Under en del af anden verdenskrig arbejdede han i brunkulslejerne i Søby ved Herning. Hver Weekend pumpede han sin cykel, og kørte hjem til Bedstemor, og de børn, som stadigvæk boede hjemme. Det var en drøj tur på mange kilometer. Jeg ved ikke, om han var med til det vilde liv i det jyske Klondyke.Jeg tænker her på spil og druk. Men jeg tror det ikke, da mor aldrig har nævnt noget i den retning. Men jeg kan da sige, at jeg aldrig har set min bedstefar fuld. Under krigen var det umuligt at skaffe dæk og cykelslanger, så dækkene blev efterhånden noget tyndslidte. Det var yderst sjældent han gennemførte en tur, uden adskillige lapninger. Især turen over den midtjyske højderyg var streng. Efter krigen arbejdede han også en del år som murerarbejdsmand hos Kr. Blåbjerg i Egå. I den tid jeg kan huske min bedstefar, arbejdede han for kommunens vejvæsen, hvor han bl.a. slog græs på grøftekanterne rundt om i kommunen. Dengang foregik det stadigvæk med en gammeldags hø’ le’. Da vi senere flyttede fra Rønde til Skæring, har jeg mødt ham mange gange i en grøftekant svingende med leen. Jeg tror han havde opsyn med grøftekanterne ned til Skæring strand. Han kom altid med en sjov lyd når han førte leen oppe fra – og ned. Det lød ligesom når et lokomotiv lukker damp ud. Bare ikke så højt. Så fik vi altid en lille sludder, inden jeg skulle videre hjem. Det jeg fortæller om her, har foregået omkring 1955-56, og da var min bedstefar 69 år. Jeg ved ikke om pensionsalderen var højere dengang, men det må den ha’ været, jeg er sikker på, at jeg husker rigtig. Han havde også tillidsposter i fagforeningen og socialdemokratiet, og udover det var han kasserer i sygekassen – som det hed dengang. Jeg husker endnu det væld af røde faner der bredte sig i det meste af kirken da han blev begravet. Min bedstefar døde på Århus amtssygehus d. 8 juni 1966. Året før var min bedstemor død d. 24 september.

Som sagt boede jeg sammen med min bedstefar det sidste halve år inden han døde. I december 65 var jeg blevet færdig med soldatertjenesten og manglede et sted at bo. Jeg tror der er nogen der har snakket sammen i familien – enden blev i hvert fald – at jeg flyttede ind til bedstefar lige efter jul. Han var dårligt gående, og kunne ikke rejse sig uden hjælp. Det meste af vinteren sad jeg hjemme om aftenen og så fjernsyn sammen med den ”gamle”, som jeg kaldte ham. Ikke fordi det gjorde mig noget, eftersom der ikke skete det helt store i Skæring, og i Skæring Strand om vinteren. En gang imellem gik jeg ned på cafeteriet ved stranden, og fik mig et par øl, men som regel sad jeg og hyggede mig sammen med bedstefar. Han havde en hel del familiebilleder som vi tit sad og kiggede på. Så vidt jeg husker havde han også enkelte billeder fra sin egen soldatertid i København. Jeg havde jo lige været soldat, så der var nok at snakke om.

Der var også billeder af et par lækre skår fra omkring århundred skiftet. De er begge senere dukket op i vores slægtsbog, hvoraf jeg er den heldige ejer af et eksemplar. Den ene hedder Anna Cathrine Hald. Hun var en halvsøster til min bedstemor, og døde af tuberkulose i en alder af 25 år. Hun var uddannet sygeplejerske i Hamborg, hvor hun også boede. Den anden hedder Jensine Kirstine Hald, der var datter af en af min bedstefars farbrødre. Hun havde mange pladser – som der står – men hovedsageligt inden for hotelbranchen i Århus og København. Hun levede sin sidste tid i Århus. Hotelbranchen er jo en herlig branche, og jeg har da også selv gjort mig mine erfaringer inden for den. Jeg vil ikke sige at jeg kom 100% ind på livet af min bedstefar mens jeg boede sammen med ham, dertil har jeg nok været for umoden. En gang imellem sagde han, at han savnede bedstemor. Ellers prøvede vi på at hygge os så meget som muligt. Dengang så’ man jo alt hvad de sendte i T V så det gjorde vi også. Om aftenen havde vi tit besøg af familien, især min fars søster Mary og hendes mand Kristian. Der kom dagligt en kone fra kommunen og lavede varm mad til os, så vi led ingen nød. Det var kun i Weekenden vi selv skulle trylle med gryderne. Bedstefar kunne godt lave mad, så jeg stod for det grove, såsom, at skrælle kartofler, o. lign. Det viste sig at det var en god ide’ at jeg var ved bedstefar, da han flere gange faldt, og havde svært ved at rejse sig uden hjælp. En enkelt gang nåede jeg lige at få fat på ham, inden han faldt over i den rødglødende kakkelovn. Jeg sov i det gamle soveværelse, som jeg ikke tror, at bedstefar havde sovet i, siden bedstemor døde. Bedstefar sov i det, man kaldte den fine stue, og der var kun en dør imellem os.

Hen på Foråret 66, banker min bedstefar på væggen ind til mig, og ber’ mig om at ringe til lægen. Jeg tror det var et Nyrestensanfald. Lægen Indlægger øjeblikkeligt min bedstefar på Århus Amtssygehus, hvor han dør d. 8 juni. Jeg besøgte ham inden, sammen med Mary og Kristian, hvor han sad op i sengen, og endda havde kræfter til at spøge lidt med mig. Jeg tror godt han var klar over at det var ved at være forbi. Men jeg tror også at han glædede sig til at være sammen med bedstemor igen. Hans begravelse gjorde et overvældende indtryk på mig, dels på grund af, de mange røde faner, dels på grund af, at det var første gang jeg var til begravelse. Det kan godt være, at hvis jeg havde kendt ham noget bedre havde der dukket helt andre ting op på overfladen. Men jeg husker ham som en mild og venlig mand der altid havde tid til sine børnebørn. Og det var ved gud mange. I skrivende stund har jeg stadigvæk ikke tal på dem. For ikke at tale om dem på gule plader. Hald familien har åbenbart altid ført et heftigt sexliv.  Det er så absolut heller ikke en af de ringeste familietraditioner at føre videre.

Med hensyn til familietraditioner i familien Hald, er det ikke første gang, der er nogen der har taget arbejde i Bylderup Bov. Der findes stadig en del dernede der hedder Hald. Peder Jensen Hald, der var født på Skæring Hede I 1864, og som var farbror til min bedstefar, boede og arbejdede hele sit voksne liv på Sottrup Mark. I 1890 blev han gift med Johanne Marie Nielsine Kühn. Johanne bragte 2 børn med ind i ægteskabet, en dreng og en pige. Drengen, Johann Johansen Kühn, og pigen Mariane Kühn. Og Mariane Kühn blev som sagt min bedstemor.  Der står desværre ikke meget i min slægtsbog om min bedstemor. Der står – M. K. havde plads ved husgerning indtil sit giftermål, bl.a. i Ø. Højst. Hvem der var far til de 2 børn fortaber sig desværre i tågerne. Min bedstemor står ikke så stærkt i min erindring som min bedstefar. Helt fra lille af, kan jeg dog huske – at jeg syntes – hun havde et mærkeligt sprog. Hun slap da heller aldrig helt af med den Sønderjyske sprogtone. Hun havde også en glimrende sangstemme, og jeg kan huske, at selv om stemningen var noget animeret, lyttede hele familien respektfuldt når bedstemor sang. Hun må have haft et hårdt og arbejdsomt liv. Ved siden af gården – og senere – da de ikke havde gården længere – var bedstefar fodermester på en af Skærings største gårde, Søndergård. Kl. 4 hver morgen stod han og bedstemor op. Så cyklede eller gik de – alt efter årstiden – til Skæring, og mens bedstefar mugede ud, og fodrede dyrene, malkede bedstemor, jeg ved ikke hvor mange køer. Når de var færdige på Søndergård, kunne de tage hjem og starte på deres eget. Samme tur kunne de også tage om aftenen. Samtidig var der madpakker der sku’ smøres, syge børn der sku’ passes, roer der sku’ hakkes, ører der sku’ taes’ ved. Der har sandelig været nok at se til. Fra 1911 til 1928 fødte hun 6 børn. Den sidste af børnene – Eva – flyttede ikke hjemmefra før efter krigen. Da var min bedstemor 57 år. Hun var 40 år da hun fik det sidste barn. Trods et helt livs slid og slæb opnåede hun en rimelig høj alder af 77 år. Det var også altid bedstemor som stod i køkkenet og tryllede. Så havde hun et stort forklæde på, som gik et godt stykke ned under knæet. Hun var af middelhøjde – slank – for ikke at sige mager. Jeg ved ikke om det var de mange børn der havde tæret på hende – men jeg tror det nu ikke. Hun var bare sådan. Jeg har senere genfundet hendes træk i den yngste datter Eva og i min egen søster Karin. Jeg har på fornemmelsen, at det er via min bedstemor, at sangen er kommet ind i familien.

I 1890 fødtes Kirstine Marie – Peder Jensen Hald og Johanne Kühns første fælles barn. Hendes søn Alfred Bertelsen var først i lære som boghandler, derefter gennemgik han sangstudier hos Anders Brems, og efterfølgende havde han en vellykket debutkoncert. Han var i mange år ansat i Radiokoret og ved siden af sang han i 30 år i kirkekoret i Jesus kirken i Valby. De sidste 6 år af hans arbejdsliv var han sangpædagog i Glostrup kommunale skolevæsen.  Den kunstneriske åre er så bragt videre af min far, som havde en af de bedste stemmer som jeg nogen sinde har hørt. Min egen generation kan heller ikke sige sig fri for ambitioner i den retning. Heller ikke jeg selv. Jeg kan allerede mærke svage tegn på, at vi ikke behøver at være bange for de kommende generationer. Jeg tror helt sikkert på, at det er fra familien Kühn vi har fået bragt sigøjneren ind i familien. Jeg tror dog også på, at der må ha’ været en ”lille” sigøjner i min mors familie. Takket være bedstemor kom der også en hel del interessante navne ind i familien. Jeg citerer: Appel, Plum Tholle, Krichau, O’Conner, Bendix Keller, Bak, og en hel masse kedelige ”sen” navne. Det var en Appel der overtog gården i 27 efter Peder og Johanne. Han var det samme år blevet gift med Dora Hald – min bedstemors halvsøster. Alle disse mennesker kan jeg svagt huske fra de helt store mærkedage i familien. Mændene var alle sammen tykke og med store runde hoveder Undtagen Ferdinand Krichau, han var mager og meget markeret i hovedet. Ferdinand have været Tysk soldat under første verdenskrig, hvortil han blev indkaldt i 1918, og havde deltaget i nogle slag i Belgien. Min mor har fortalt mig, at ud på de små timer sang sønderjyderne 4 stemmige danske sange. Da må jeg desværre have sovet. De fleste af damerne, inklusive Dora Hald, var også store og tykke, og så var det umuligt at forstå hvad de sagde. Der var ’en de kaldte bedstemor eller oldemor, og som på det nærmeste var døv. Hun fik altid husets fineste stol, hvilket vil sige bedstefars stol, som han sad og hørte radioavis i. Det der med radioavisen var noget fredhelligt i bedstefars hus, idet han jo var fagligt interesseret, og derfor gerne ville følge med i tingene  

Mine første erindringer om hjemmet i Skæring, må nødvendigvis knytte sig til de forskellige mærkedage i familien. Det er dem jeg husker bedst. Soveværelset blev ryddet, og selv om det ikke var ret stort, festede man ’der. Senere blev der redt op i dagligstuen, og der sov vi børn i en stor blanding, på tværs af familien. Hvor de voksne sov, har jeg ingen anelse om. Til en familiefest engang, først i 50 erne, kan jeg huske, at vi alle sad omkring radioen for at høre min far synge. Hele familien var samlet, og jeg kan huske hvor stolt min bedstefar og bedstemor var over deres søn. Så vidt jeg husker, var det til en fiskerimesse i Århus hallen. Min far sang nogle sømandssange – Gilleleje valsen, og lignende. Det var med stort orkester. Igennem hele min barndom var vi på ferie nogle dage hos bedstefar og bedstemor hvert år. På den måde kendte jeg hele egnen før vi flyttede til Skæring Strand i 55 (Eller Skæring Hede, som det hed dengang ).  I baghaven løb der en lille bæk, og det var et eldorado for en knægt på min alder. Lige uden for hækken var der en lille træbro, som med en god fantasi kunne illudere en vindebro til en sørøverborg. Der var en lille græsplæne omkranset af rosenbede, og i hjørnet af græsplænen ud til Skæring Havvej var der et kæmpestort kastanietræ. Bækken som løb i baghaven kan jeg ikke finde på Geodætisk Instituts bilkort som kom i tyvende oplag i 1966, men så vidt jeg husker, hed den Virup bækken. Den løb igennem hele Skæring By. Efter bedstefars hus løb bækken gennem nogle gamle engdrag, hvorefter den løb ud i Kalø vig. Hvis der stadig løber nogen bæk, løber den igennem nogle villahaver og langs med HEIs Fodboldsstadion. Omtrent der hvor bækken løber ud i vigen, badede vi altid når vi besøgte vores bedsteforældre. Jeg kan dog ikke huske om de nogensinde var med nede ved stranden, det var kun børnene, og en enkelt voksen til at passe på os. Vi kom for øvrigt ret tit til Skæring. Min mor havde en søster som var gift med en af fars ungdomskammerater – Svend Jørgensen. Svend og moster Gunhild havde dengang 2 børn Jens – Jørgen og Walter. Først engang i tresserne fik de en efternøler der kom til at hedde Anders. Onkel Svend var smed og rørlægger, og med årene fik han banket et ikke helt lille firma op og stå.  Han fik specialiseret sig i drivhusbyggeri. Det var en rigtig god ide, da der omkring Skæring ligger mange store gartnerier. Plantorama udgår fra fam. Christensen, som allerede dengang havde det andet største gartneri på egnen. Det største var ubetinget Müllers. Jeg kom senere til at gå i skole med adskillige af gartnerbørnene, da vi flyttede til Skæring.

Far og mor sås en del med Svend og Gunhild dengang. Mor og Gunhild havde en søster på Mors som vi sommetider besøgte. Så læssede far og Onkel Svend ungerne og de voksne ind i 2 biler, hvoraf den ene var onkel Svends arbejdsbil, og den anden var ’en far havde lånt af vognmanden han kørte for. Det faldt altid i min lod at sidde bag i onkel Svends gamle varebil sammen med Walther og Jens Jørgen. Vi sad på nogle puder eller tæpper, og havde det helt hyggeligt. I bunden af bilen var der et hul på størrelse med en cigaretpakke. I dette hul kunne jeg se den ene kilometer blive ædt efter den anden. Der var også et par små bagruder bag i bilen, men de sad for højt oppe til, at vi kunne kigge ud. Der var sommetider langt til Mors. Turens højdepunkt var altid når vi kom til Sallingsund og skulle sejles over med en af de små færger der hed Pinen og Plagen. Og de svarede virkelig til deres navn, idet der næsten altid var høje bølger netop på det sted i Sallingsund. Hvis man kigger på et landkort forstår man hvorfor. Enorme vandmasser passerer hver dag dette smalle sted og forårsager en hel del turbulens. Når først vi var kommet over på den anden side af vandet var det værste overstået. Jeg husker ikke meget fra disse familiebesøg på Mors. Dog kan jeg huske fra et af disse besøg, hvor vi for en gangs skyld havde taget toget, at jeg fik forærende en lille trækharmonika af min moster Karen. Jeg havde været oppe at rode på deres loft sammen med Jens Jørgen mens de andre festede. Til min fars store fortrydelse fik jeg lov til at tage den med hjem. Jeg kunne da heller ikke lade være med at spille på den, på vej hjem i toget. Senere i rutebilen fra Århus til Rønde var den gal igen. Min far har aldrig slået mig, men den dag tror jeg nok det var tæt på. Da jeg ved siden af min musikinteresse, også var en pilfinger, fik harmonikaen desværre ikke nogen lang levetid.  

 

Herunder til venstre, ses min bedstefar og bedstemor ved deres sølvbryllup i 1960. Jeg er sikker på, at hvis mit eget barnebarn Simone så dette billede ville hun tro, at det var mig – uden skæg.

Turen til Mols engang først i halvtredserne. Jeg sidder helt til venstre, og min søster Lise står foran min mor. Karin sidder på fars arm, og Marianne står ved hans side.

Bag ved far står Gunhild – Walther og Jens Jørgen. Helt bagerst står Moster Karen – Vagn Åge og deres 3 børn som jeg desværre ikke kan huske hvad hedder.

 

Omkring samme tid havde vi også en udflugt til Mols, hvor vi så alt hvad der var værd at se på, 9 børn og 6 voksne i to biler. Poskær stenhuse, Trehøje, Agri bakker, Kalø Slotsruin, og meget mere. Lige uden for Rodskov ved hovedvej A 15 gjorde vi holdt ved et lille skovbryn, og dækkede op til en større frokost. Vi børn fik nogle håndmadder, og fortsatte med at lege, mens de voksne sad på nogle tæpper, og fik en øl eller en vand til maden. Så vidt jeg husker, har de 2 familier aldrig været gæster i vores hjem i Rønde. Når vi sås, var det altid, enten hos Svend og Gunhild, eller hos Vagn Åge og Karen. Far og onkel Svend blev uvenner engang først i tresserne, og sås først i til Lises begravelse i 70. Jeg tror ikke de har set hinanden siden. Mor og hendes søstre har holdt forbindelsen ved lige i alle årerne.

Fra vore mange besøg i Skæring husker jeg også lille Jens – eller bette Jens som han også blev kaldt. Jens var søn af Kirstine, landsbysmedens datter. Jeg kunne for øvrigt godt li’, at komme ved smeden. Det var en gammeldags landsby smedje, hvor smeden Jens Nielsen og hans søn Gagge residerede. Hvad Gagge hed rigtigt er der ikke nogen der kan huske mere. Det var dengang der var landsbysmedier til. Jeg elskede at kigge på Gagge og smeden, når de skoede heste. Jeg kan stadig huske lugten af brændt hestehov. Jeg havde svært ved at forstå at det ikke gjorde ondt på hesten når de skar og filede i hoven. De havde også en gammeldags blæsebælg, der skulle trækkes med håndkraft. Jeg har mange gange set Gagge og hans far, lave en hestesko helt fra grunden.

Dengang gik hovedvej A 15 igennem selve den gamle by, lige forbi smeden. Det var først i 56 eller 57 den blev rettet ud, og bl.a. kostede den gamle Skæring Skole livet. Den skole min far og hans søskende havde gået i. Og før dem, deres far og bedstefar. Alle rutebilerne stoppede ved smeden, så der var god mulighed for Kirstine at følge med i hvad der rørte sig i det dengang, lille samfund. Da jeg senere begyndte at arbejde på Møbelfabrikken Kronen i Skæring Strand, genopfriskede jeg bekendtskabet med Lille Jens. Han kom nemlig i lære som møbelpolstrer. Jens blev en god arbejdskollega og ven, som jeg har tilbragt mange gode timer sammen med. Vi købte vores første Knallert sammen, og har kørt mange ture ud i det blå. Vi jagtede også vore første piger sammen, men jeg vil sige at vores knallertture gik bedre. Mens vi boede i Rønde besøgte mine bedsteforældre fra Skæring os ca. en gang om året. Det var gerne en søndag, eller en anden helligdag. Så tog de en af de Grå busser fra Skæring og til Rønde. Vi børn vidste altid når de kom, så i god tid stod vi uden for huset og ventede på dem. Jeg kan huske at vi var glade for at se dem. Bedstefar havde det mørke tøj på, og på hovedet havde han en blød hat med stor skygge på. Til daglig brugte han en ganske almindelig lærredskasket. Min bedstemor havde også mørkt tøj på. På hovedet bar hun altid en fiks lille hat med noget slør på. Det har nok altid været den samme hat, da man ikke skiftede så tit ud i sin garderobe, som man gjorde i de nye – og bedre – tider som ventede.

Med skam at melde ved jeg næsten ikke noget om min mors familie. Jeg ved dog at min morfar hed Jens Boll, og min mormor var født Else Margrethe Hansen. Min morfar og mormor drev først en gård i Lejre ved Roskilde – hvor min mor er født – og først i tredverne flyttede hele familien til Bjergby på Mors. Det var efter, at de to gange havde oplevet, at besætningen fik mund og klovsyge. På Mors fik de også mund og klovsyge i besætningen, og havde desuden den sorg at miste to tvillingedrenge, der ligger begravet på Galtrup kirkegård. Ca. 10 år efter – under krigen – flyttede de tilbage til Sjælland, hvor de bosatte sig i Himmelev lidt uden for Roskilde, på en lille ejendom som hed Kildebakken. Min morfar var uddannet landmand med landbrugsskole og diverse højskole ophold som ballast. Så vidt jeg husker, besøgte vi dem kun 2 gange i Himmelev. Den ene gang må have været til en stor mærkedag. Jeg kan huske at hele familien var samlet, og der var mindst lige så mange børn og børnebørn, som når familien Hald havde fest. Det må have været om sommeren, for vi var et smut ude for at kigge på køerne, som var på græs. Vi var også en tur i kostalden, hvor det første jeg  og Lise gjorde, var at falde i et par friske kokager. Under den efterfølgende skrubning under vandhanen i køkkenet, så jeg mit snit til rykke spiralslangen dobbelt så lang som den i virkeligheden var. På den måde fik min mor og jeg også set Roskilde, da vi dagen efter måtte tage toget, for at købe en ny spiralslange. På den samme tur til Roskilde, besøgte vi også min mors moster Karen som var bosat i byen. Jeg husker hende ikke særligt godt, men jeg kan huske at jeg sad og legede med et Meccanosæt, der havde været hendes søns. På gården var der også heste, og jeg kan huske de 2 yngste af mors brødre, når de kom kørende ind fra marken – stående oprejst på arbejdsvognen – i fuld galop. Det var et flot syn.

Disse ture til henholdsvis Mors og Himmelev er stort set det eneste jeg kender til min mors familie. Jeg husker kun at min morfar og mormor har besøgt os ’en eneste gang. Da boede vi på Sneppevej i  Skæring Strand.

Min mors familie fotograferet engang sidst i tredverne. Min mor står øverst til venstre.

 

De boede under besøget hos Svend og Gunhild i Skæring. Omtrent på samme tid besøgte min mors bror Jørgen og hans kone Inger Margrethe os. De var på vej sydpå, og gjorde et lille ophold i Skæring. Da min far og mor fejrede sølvbryllup i 1970 mødte de fleste dog op til morgenkaffe i Thorup på Mols, hvor vi boede dengang, og senere til fest i Strands forsamlingshus. Der har aldrig hverken før eller siden været så mange store Volvoer i Thorup som den dag.  Jørgen og Inger Margrethe kom jeg senere til at kende nogenlunde, da de åbnede deres hjem for mig i forbindelse med mit engagement hos Kay Abrahamsen.

Generelt kan jeg sige, at vi ikke har dyrket familien på nogen af siderne. Vores familie har altid haft nok at gøre, med bare at holde næsen oven vande. Det kan muligvis have noget at gøre med, at min mor måske har giftet sig under sin stand – hvem ved. Min fars familie har jeg stort set ikke set siden min bedstefars begravelse.

Jeg nåede dog at være sammen med Gunhild i selskabeligt lag nogle gange, inden hun døde for få år siden. Jeg ved også at, en af min mors store drømme – med hensyn til mig – var at se mig som Garder, det havde hendes far og brødre været indkaldt til. Jeg tror dog at kongehuset kan være særdeles godt tjent med at undvære min ringhed til at passe på kronjuvelerne. Ligeledes var min militære anstand heller ikke noget at prale af. Jeg hadede pudsning og polering, og snød hvor jeg kunne komme af sted med det. Som regel gik det. 

Mine Bedsteforældre fra Sjælland

Min Mor først i fyrrerne (43 – 44?)

Her står min far står som nr. 2 fra venstre.

2 Kapitel.

 Der handler om min far og mor i tiden før de mødte hinanden, og  folk og fæ i Rønde,  i tiden fra 35 – 45.  

 

Min far er født d. 17 august 1915 i Skæring. Han blev født som nr. 3 ud af 6 søskende. Jeg har et gammelt billede fra omkring 1918, hvor han står sammen med sine 2 ældre søskende – Peter og Mary – og hans lillesøster Gerda. Der kom senere 2 børn mere – Tage og Eva. Bare ved at kigge på billedet – fornemmer man straks – at livet ikke har været lutter lagkage.

Det var lige efter 1 verdenskrig, og de gode tider der havde været, var sluttet. Danmark var i den for landet så gunstige position, at under krigen, handlede de med alle de krigsførende nationer. Der blev skabt ufattelige formuer. Forlystelseslivet blomstrede som aldrig før. De såkaldte Gullaschs baroner førte sig frem. Selv de små knejper havde levende musik. Når man kigger på billedet af min far, kan man ikke forestille sig at det senere skulle blive en del af hans liv. Her tænker jeg både på øllet og musikken. En lille betuttet og genert dreng.

Som jeg har nævnt i indledningen var min far sigøjneren i familien. Det viste sig allerede i skoletiden i Skærings gamle skole. Lærer Nielsen, som jeg siden selv fik fornøjelsen af, gav tit min far en 10 øre, og sagde til ham – slå en flikflak Magnus, eller slå et kraftspring. Og det gjorde min far gladelig, om ikke andet så for at gøre indtryk på de sødeste piger i klassen. Far var lærer Nielsens yndlingselev, han havde hurtigt ved at lære, og mødte altid velforberedt. Han kunne godt li’ at optræde, og det forlod ham aldrig helt. Han sang også godt allerede dengang, og jeg har på en eller anden måde altid troet at han var bedstemors yndlingsbarn. I hvert fald indtil Eva kom i 28. Det var omkring den tid da han kom ud at tjene ved bønderne. Disse år ved landbruget glemte han aldrig. Det udviklede en antipati mod bønder, som helt op i hans høje alderdom, stadig kunne få ham helt op på mærkerne. Jeg har hørt mange gange, når han fortalte om den behandling som bønderne gav fattigfolk dengang. På Søndergård i Skæring, hvor min bedstefar senere blev fodermester, sov han i et lille rum sammen med 2 voksne karle lige over hestene. Der var ingen varme på værelset. Den eneste varme der var – var den – der kom op af revnerne i gulvet nede fra hestene. Lægger man dertil, at lønnen ikke var noget at skrive hjem om, og kosten bestemt heller ikke, kan jeg godt forstå, at da han blev 18 – skyndte sig at få både det store – og det lille kørekort. Ud over sangen, tror jeg, at de perioder hvor han har kørt enten lastbil eller taxa, har hørt til de lykkeligste perioder i hans liv. De første år kørte han tørv fra Pinstrup mosebrug til Nappedam, hvor det blev afskibet. Nappedam ligger imellem Kalø Slotsruin og Egens Havhuse. Der var en lille mole med et spor til tip vogne, og 2 små pakhuse, hvoraf det ene rummede salpeter, importeret fra Norge, og det andet  var til blandet gods. Mange af varerne blev kørt til grovvareselskabet N. Kjær i Mørke som vistnok ejede pakhusene for enden af molen. Nogle af varerne var til Kalø Gods, der også dengang fyldte godt i landskabet. Da han var blevet træt af at køre tørv, begyndte han at køre for Vognmand Gunnar Skov i Rønde. Ved siden af vognmandsforretningen var Gunnar Skov også kørelærer. Og det blev min far så også. For en del år siden, løb jeg på en mand, et lille listigt sted  i Århus,  Han havde omtrent den samme alder som min far. Jeg kunne høre på hans sprog at han kom fra Rønde kanten. Vi faldt i snak, og jeg spurgte ham, om han kendte min far. Det var først da jeg fortalte ham, at min fars kælenavn var Nus, at ti øren faldt. Han fortalte mig, at han kom fra Rostved, og at han lige før krigen, havde han haft min far som kørelærer. Min far havde for øvrigt også et stykke tid, kommet sammen med hans søster Gerda. Jeg kan huske han kiggede på mig, og spurgte – synger du lige så godt som din far?

Køretimerne foregik som regel på den måde, at først provianterede de lidt øl ved købmanden. Så kørte de mod Mols, fandt et sted med en god udsigt, drak øllerne og hyggede sig, og kørte så tilbage til Rønde. Gudskelov var der ikke så meget trafik dengang – jeg mener – hvis man nu havde mange elever hver dag. Men jeg tror nu nok, at det meste af tiden hos Gunnar Skov og hans kone Ellen, som man for øvrigt – har min mor fortalt mig – titulerede fru Skov. Han havde et værelse på første sal i villaen, hvor han og mor senere boede et halvt års tid efter at jeg var født. Jeg kan godt huske fru Skov. Hun var en lille kraftig dame med et imponerende brystparti, hvilket ikke havde min store interesse dengang, da jeg kun var 3 år. Fru Skov var en af byens førende damer. Sommetider når jeg ser gamle Amerikanske film på fjernsynet, især fra fyrrerne, kan jeg genkende den måde ’fru Skov lagde Makeup på. Især hendes flot svungne øjenbryn kan jeg huske. De gik op i en lille spids, den samme spids som man også kunne se på Marguerite Viby i hendes film, som var højeste mode dengang. Desuden røg hun Cerutter, og hun havde altid en lille cerut dinglende ved læben. Hendes stemme var dyb, næsten som en mands. Taxi bilerne var store sorte førkrigs modeller fra Amerika. Fru Skov kørte selv engang imellem, og det var hende der kørte mig på Æbeltoft sygehus engang først i halvtresserne, da jeg havde slugt et 2 tommer søm. Der var højvande og storm den aften, og jeg kan huske at vandet slog ind over vejen hvor vi kørte. Det var især galt mellem Nappedam og Egens Havhuse. Vel ankommet til Æbeltoft sygehus blev jeg stopfodret med grønne asparges, hvilket gav mig en antipati mod asparges, der holdt sig i mange år. Hvad angår 2 tommer sømmet kom det ud den sædvanlige vej efter et par dage – omviklet af asparges. Jeg fik sømmet med mig hjem i en lille konvolut, og det var en lille smule rustent kan jeg huske. Jeg så fru Skov meget sporadisk inden vi flyttede fra Rønde, men det hændte da, at far havde nogle enkelte kørsler engang imellem. Gunnar Skov havde jeg derimod fornøjelsen at genopfriske bekendtskabet med sidst i tresserne. Jeg var lige flyttet tilbage til Rønde, da Skæring Strand og jeg var blevet lidt trætte af hinanden. Da en af de ting min far og jeg har til fælles, er kærligheden til et godt glas øl, søgte jeg straks til lystens hule. I dette tilfælde Bodegaen ”Kringlen”, som var indrettet i det gamle bageri som hørte under Hotel Rønde. Og hvem træder ind af døren? Gunnar Skov.  Under foregivende af – at gå tur med hunden – besøgte han hver dag Kringlen, og snuppede sig et par øl. Jeg kunne genkende ham med det samme, og vi faldt hurtigt i snak. Hans hund var for øvrigt en lille hysterisk gøende pekingeser. Man siger jo, at med tiden kommer hunden til at ligne sin herre, og omvendt. Gunnar Skov og hans hund er helt sikkert det mest oplagte eksempel jeg kan opvise for denne teori. Håret strittede på samme måde, de havde begge et lille busket overskæg, deres underbid var lige store, og så havde de en kæk lille opstopper begge to. Den eneste forskel på ham og hunden var, at hunden ikke røg cerutter. Til gengæld var han en uhyre flink mand, som det var nemt at komme i snak med. Især da han hørte jeg var ”Nusses” søn. Vi fik et par øl sammen lige inden jeg skulle på tourné’ i 71. Hvis bare jeg sang halvt så godt som min far skulle det nok gå – mente han.

Og sang – det gjorde min far. Så snart han hørte et musikinstrument var han i fuld fart mod scenen. Efterhånden fik han skabt sig et navn rundt omkring. Alle kunne li’ ham, især pigerne. Allerede midt i tredverne blev han far til en lille pige, som kom til at hedde Kirsten. Far og Kirstens mor måtte ikke få hinanden, har Kirsten fortalt mig. Jeg har kun talt med hende i telefonen, da hun bor i Australien. Kirstens datter er for øvrigt den kendte glaskunstner Tcai Munck, der er gift med Finn Lyngsgård, der i sin tid startede Ebeltoft Glasmuseum. Tcai Munck er ikke bare kendt herhjemme, men har også et stort navn i udlandet.

Under krigen blev han far til yderligere to børn, hvoraf jeg efter sigende skulle have leget med den yngste, da jeg var helt lille. Mor og far blev genboer til moderen og barnet da vi flyttede fra Skovs. Disse tre børn uden for ægteskabet, skulle senere blive en tung belastning for budgettet i den kommende familie Hald. Ikke fordi jeg bebrejder dem noget, de har bare fået det de har krav på. Under krigen kørte han både taxi, lastbil og bus. Tirstrup flyveplads var dengang under opbygning, og en af de helt store arbejdspladser i området. Det var danske entreprenører der stod for byggeriet, og en hel del af arbejdsstyrken kom fra Århus. Far kørte i flere år med disse arbejdere. Både om morgenen, og om aftenen. Han kørte også sand og stenmaterialer til de omfattende støberiarbejder der var på flyvestationen. Det var dengang da af og pålæsning foregik manuelt. Der er ikke så sært han var slidt op på sine gamle dage.  Ind imellem kørte han tørv og briketter fra Pinstrup mosebrug rundt på hele Djursland og Mols. Gunnar Skov må ha’ haft en glimrende forretning i disse år. Min far var ansat hos ham i ca. 15 år, til omkring 1950. Under krigen var han flere gange tæt på dramatiske begivenheder.4 juni 44  sprang der et stort ammunitionsskib i luften under losningen. En stor del af havneanlægget forsvandt ved samme lejlighed. Det samme gjorde ruderne i det halve Århus. Ud over de store tyske tab af mandskab, blev også en del danske sprængt til atomer. At de var sprængt til atomer skal taget helt bogstaveligt.  Der var slet ingen ting tilbage til identificering. De ophørte bogstavelig taget med at eksistere. Da skibet sprang i luften kørte min far forbi havnen i sin lastbil. Han fortalte siden at det var hans livs største chok. Han ’så ting fare gennem luften, og hørte utallige glasruder blive knust. Bilen løftede sig fra vejen på grund af lufttrykket. Denne historie har jeg hørt ham fortælle mange gange, så det må ha’ gjort et stort indtryk på ham. Han har også enkelte gange kørt med illegale våben – gemt i hulrum – i tørvene på lastbilen. At det heller ikke var ufarligt at fragte Danske arbejdere til Tyske arbejdspladser vidner følgende hændelse om. Under en transport med arbejdere til Tirstrup, blev Bussen, i Rodskov, mellem Skæring og Rønde tvunget ind på en sidevej i skoven. Derpå blev Chaufføren og alle passagererne beordret ud af bussen. De fik besked på at smide bukserne og deres tegnebøger i en stor bunke, som der efterfølgende blev sat ild til. Derefter forsvandt Frihedskæmperne – som det jo var – med bussen.

Det var ikke helt retfærdigt over for arbejderne, da man var tvunget til at tage anvist arbejde dengang. Men det kan ikke afvises, at der var mange, der tjente gode penge under krigen. Jeg begyndte selv tidlig med at interessere mig for anden verdenskrig, og jeg spurgte ham engang, om han var den uheldige Chauffør fra Rodskov. Det benægtede han dog, men han kunne godt huske episoden. For nogle år siden kørte vi sammen med min far igennem Stabrand, en lille by ved siden af flyvestationen. Der ligger en del bunkers spredt rundt omkring i byen. De der bunkers, sagde han, har jeg kørt utallige læs sand til, dengang de støbte dem under krigen. Jeg spurgte ham – om det passede – at arbejderne blandede sukker i cementen for at få den til at smuldre. Det afviste han totalt ,da man kun kunne få sukker på rationeringsmærker under krigen, og det man kunne få på det sorte marked var for dyrt. Jeg tror nu heller ikke på historien, da bunkerserne i Stabrand – og dem på vestkysten – ikke kan siges at smuldre ret meget. Jeg tror at, perioden fra 1935 til 45 – da han blev 30 år – hører til de bedste i hans liv. Og det siger jeg velvidende af, at han mødte min mor i 45.

Han var populær, han sang godt, han så godt ud, og han havde ikke flere forpligtelser end han kunne klare. Han sang rundt omkring med både små og store orkestre, og var der kommet ‘en forbi med et savblad, havde han også sunget med ham. Jeg tror aldrig han har tjent de store penge på sin sang, men bare det at synge og udtrykke sig betød meget for ham. Min mor har engang fortalt mig, at han tog til København for at foresynge for et af de store danseorkestre. På trappen ind til øvelokalet mistede han modet, og i stedet gik ud i byen og drak sig skidefuld. Af gode grunde ved jeg ikke om han drak noget, før han gik på scenen under Krigen, men den tid jeg kan huske fra efter krigen gjorde han det altid. Min far havde et ægte kunstnergemyt, og jeg er sikker på, at hvis han havde kunnet styre nerverne havde fået en stor karriere. Jeg selv beundrede hans stemme grænseløst. Der var guld i stemmen.

Fra helt lille af, var jeg med ham i lastbilen når han var på arbejde. Man kan godt sige, at det var min børnehave. Når vi så havde læsset lastbilen, og var på vej til kunden, brød han altid ud i sang. Jeg blev aldrig forskrækket når han pludselig begyndte at synge, selvom han sang højt. Hans stemme lå i tenorlejet, men samtidig kunne han også gå ned i dybden, ligesom F.eks. Gustav Winckler. Han sang altid tidens mest populære slagere, især Valdemar Davids repertoire var han glad for. Han sang også Victor Cornelius og Poul Reichhardt sange. Det eneste jeg aldrig har hørt ham synge, er rytmiske ting. Swing og lignende var ikke hans stil.

Fra 69 til 71 flyttede jeg tilbage til Rønde for en kort bemærkning, og begyndte at spise på Westergårds Cafeteria som lå ud til hovedgaden. Der kom mange enlige mænd hver dag for at gøre sig til gode med Westergårds dejlige mad, deriblandt også jeg. Vi havde faste pladser omkring bordet, og selvom mændene var en del ældre end mig, faldt vi hurtigt i snak. Der var en Fodermester fra Kalø. Ham kunne jeg huske jeg havde besøgt sammen med far da jeg var lille. Der var også en Storvildts jæger fra Grønland og Alaska. Han hed for øvrigt Finn Christoffersen, og han er nok en rune værd at riste, idet han er den eneste der har skudt 3 bjørne på en gang. Godt nok med 3 forskellige kugler, men alligevel. Jeg må indrømme at jeg havde svært ved at tro på disse fantastiske historier, som Finn Christoffersen fortalte meget levende omkring stambordet. Men få år efter faldt jeg – til min store glæde – over nogle af disse historier i et bog antikvariat. Jeg fandt ud af, at Finn Christoffersen var verdensberømt som specialist i Grønland og Polaregnene. Og havde været en stor jæger. Historien om de 3 bjørne havde været trykt i det anerkendte natur tidsskrift National Geographic. Runen har han for øvrigt ristet selv, med adskillige bøger om sit liv. Da vi spiste sammen i Rønde var han ansat på Vildt Biologisk station på Kalø Gods som forsker.

Den lokale Barber og frisør, som havde overtaget min barndoms frisørsalon, spiste jeg også sammen med. Han var en lille kraftig mand med et stort rundt hoved, og et stridt kraftigt hår, som han lagde ned med pomade. Som type ku’ han godt minde lidt om en ung Per Hækkerup. En dag – vi var de første ved stambordet – lænede han sig ind over bordet og sagde – halvvejs hviskende, jeg er en såkaldt tvetutter! Da han ikke var min type, har jeg desværre aldrig fundet ud af forskellen på tvetuttere og vi andre. Ud over dem jeg har nævnt, var der andre af pensionærerne der kendte far. Der var radioforhandleren, Møller – lige over for cafeteriet. Hans hus brændte engang først i halvtresserne, hvilket gjorde et stort indtryk på mig, da det var første gang jeg så følgerne af en ildebrand. Og der var den gamle ringer og graver, som jeg havde set køre fra og til kirken, hele min barndom, for at ringe solen op og ned. Der var også andre, som jeg nu har glemt navnene på. Om de kendte min far, det skal jeg love for, at de gjorde. Utallige er de historier jeg har hørt fra stambordet om min far. Jeg har aldrig hørt ham dårligt omtalt, selv om folk ikke lagde skjul på, at han godt kunne li’ et glas øl. Først og fremmest roste de altid hans stemme og hans gode humør. I den periode så jeg ham pudsigt nok næsten dagligt, idet han var ansat hos ”Gas” Hans som Taxi chauffør. Jeg vil ikke sige, at vi talte sammen hver dag, men vi vinkede tit til hinanden. En af de ansatte hvor jeg arbejdede – en dame i 50 års alderen – kom fra Skrejrup, en lille by lidt uden for Rønde. Hun fik julelys i øjnene, da jeg fortalte hende, at jeg var søn af ”Nus”. Bodil, som hun hed, fik en lidt sørgelig skæbne efter krigen, hun var nemlig forelsket i en tysk soldat der var udstationeret på Tirstrup flyveplads. Efter befrielsen klippede de ”modige” frihedskæmpere og pøbelen alt håret af hende, og jog hende nøgen igennem Rønde. Og hun var desværre ikke den eneste der fik den behandling.

”Gas” Hanses datter – som jeg kendte fra Kringlen – talte også altid om min far i begejstrede vendinger. Han virkede altid i godt humør, sagde hun. Jeg vil indrømme, at noget af det gode humør kunne vi godt ha’ brugt lidt mere af derhjemme. ”Gas” Hans hed selvfølgelig ikke ”Gas” Hans. Øgenavnet var kommet under krigen, da det kneb med at skaffe brændstof til bilerne. Dengang kørte bilerne på hvad som helst. Bl.a. gas, som Hans havde et lille lager af. Hvor – var der ingen der vidste. ”Gas” Hans, kunne ikke li’ sit øgenavn, og opviste – et ikke ringe temperament – hvis der var nogen der uforvarende kom til at nævne det. Der var dog ’en – engang – der sagde til Hans – midt under en kørsel – gi’ den nu no’et gas Hans. Den historie har far også fortalt mange gange. Far arbejdede for ”Gas” Hans i flere perioder af sit liv. Han sluttede hos Hans i 1975 da han blev taget for spirituskørsel, og måtte ind og sidde en måneds tid i Grenå arresthus.

På samme tid blev han og mor skilt, og hans liv tog i det hele taget en ny drejning. Jeg har aldrig været misundelig på min fars liv. Han fik en masse talenter i dåbsgave, og kunne ikke administrere dem. Jeg tror, at han gik hele livet med en tro på, at han var bestemt til noget bedre. Og jeg tror også – især i begyndelsen – at han tit følte, at hans familie var en klods om benet på ham. Der kom andre tider efter besættelsen for min far. Det glade ungkarleliv var forbi. Barneskrål og blevask blev dagligdag. Så langt tilbage jeg kan huske, har han haft et alkoholproblem, og af de ting jeg har arvet efter min far er det ’det, jeg er mindst glad for. Han brugte hele livet ”øllerne” som virkelighedsflugt, til en verden som alligevel ikke eksisterede. Og det tror jeg nok, at han vidste. Den eneste man ikke kan flygte fra – er nemlig sig selv.  

De andre gener jeg har efter ham, er jeg anderledes glad for, men lad andre bedømme dem. Det må ha’ været svært for ham at smyge generationers beskedenhed og ydmyghed af sig. Helt fra Christen Jensen Halds tid (f. 1828) havde familien været husmænd og fiskere på Skæring hede. Disse generationer var vant til at stå med hatten i hånden. De levede udelukkende af havets og bøndernes nåde, og ’de ruttede – som sagt – ikke med goderne. Og netop fra bønderne kom jo min mor.

Jeg ved endnu mindre om min mors barne og ungdomsår – end min fars. Da vi flyttede til Sneppevej i Skæring, kan jeg huske, at vi sommetider plagede hende, når vi var kommet i seng, for at få hende til at fortælle om sin barndom. Vi elskede når mor fortalte om livet i gamle dage. Om sin far, den lidt tavse patriarkalske landmandstype – og – om sin mor der stilfærdigt gik og trak i trådende, og fik det hele til at fungere. Der var ikke materiel nød på den måde vi selv kendte. Gården var stort set selvforsynende, og arbejdskraft manglede der aldrig på grund af den store børneflok. Især kunne vi godt li’ når hun fortalte om de store højtider – især julen. Jeg har glemt det meste af hvad hun fortalte, men jeg har ikke glemt den stemning som fortællingen fremmanede.

Vi sov i 2 køjesenge i et lille værelse på størrelse med et kosteskab. Far og mor sov inde i stuen, og det var altid når far ikke var hjemme vi kunne få mor til at fortælle. Jeg tror for øvrigt, at det var ved disse lejligheder, at vi var min mor nærmest. Hun kunne godt li’ at fortælle, og hendes barndom var så tæt på, at hun kunne huske den. Da vi flyttede til Sneppevej var min mor omkring 30 år. Hun blev uddannet ved husgerning, og havde arbejde inden for dette, indtil hun mødte min far i efteråret 44. I 1942 var hun på Ollerup Højskole under den legendariske Niels Buhk. Da jeg i indledningen nævnte at der i min mors familie også var en lille Sigøjner, var det min mor jeg tænkte på. Selv ikke på Ollerup gymnastikhøjskole kan man lukke Sigøjnere inde. Min mor har fortalt mig at, når hvilen om aftenen var faldet over skolen, klatrede mor og et par ligesindede veninder ud af vinduet, og gik på opdagelse i forlystelseslivet i Svendborg. Efter Ollerup fik hun plads i huset i Hjortshøj Brugsforening, hvor hun var et års tid. Hendes sidste plads inden hun mødte min far, var hos en hestehandler i Lystrup der hed Hasse. Da Hasse solgte mange heste og af den grund drak mange lidkøb, var det ikke altid at Hasse kunne styre visse legemsdele efter fyraften. Da min mor dengang var i sin ungdoms fuldeste blomst, og hendes fremtid ikke indbefattede nærgående hestehandlere, søgte hun nye græsmarker. I efteråret 44 var mor og moster Gunhild taget til Restaurant Åkrogen der ligger ved Egåens udmunding i Århus bugten.

Og hvem stod på scenen og sang med et stort orkester? – Min far.