Erindringer
Anden del

Kapitel 1 

Så kommer endelig ´Sangen og mig`.

Dette kapitel har jeg efterhånden taget tilløb til i flere år. Grunden til det, er jo nok, at det har været en meget blandet fornøjelse. Jeg har gået som Katten om den varme grød, og jeg snakker som regel kun om andres stemmer og ikke min egen, da der ikke er mange rester tilbage. Jeg har ikke sunget i kor siden midt i halvfemserne, så jeg har stort set kun brugt min stemme når jeg har skældt Konny ud. I sagens natur bliver det så fortidens stemme, man kommer til at høre, i form af gamle billeder og programmer, jeg har haft liggende.

Det har været sjovt for mig at gense de gamle billeder, der har samlet støv siden 71. Jeg håber også, at jeg kan krydre dem med et par løgnehistorier eller to, hvoraf et par stykker er sandfærdige. Umiddelbart kan jeg ikke huske mere end halvdelen af navnene, når jeg kigger på billederne, mon ikke der dukker et navn eller to op, når jeg sidder og skriver.

Jeg fik jo en åbenbaring allerede i 1952 som syvårig da jeg i Rønde biograf ´så og ikke mindst hørte. ” Den syngende fisker” Med operasangeren Mario Lanza. Og det var en åbenbaring. Jeg var solgt til stanglakrids. Denne strøm, af vellyd der væltede ud af højtaleren, gjorde et eller andet ved mig, som jeg ikke er sluppet af med endnu. Jeg vil ikke sige, at jeg altid selv var omgivet af sang, men vi havde da Radioen, og så sang mor og pigerne også en gang imellem. Og min far kunne jo slet ikke lade være. Den eneste der ikke sang så meget – var mig. Jeg var alt for genert. Og denne forbandede generthed har drillet mig utallige gange, når jeg skulle synge ´for – for en eller anden Teaterdirektør, hvis forestilling jeg var helt vild med at komme med i. Eller bare, at synge en sang under private former.

Jeg har taget Opera undervisning over en lang årrække, både i Århus og Randers. Kun undtagelsesvis fik jeg lukket ordentlig op for stemmen. Der var noget der lignede engang imellem, og så var læreren næsten gladere end mig selv. Jeg havde svært ved at lære, og var hele tiden ukoncentreret og nervøs. Selv om jeg ikke kan huske det, skulle det heller ikke undre mig, om jeg sommetider røg en fed, inden jeg dukkede op til undervisningen.

Jeg kunne heller ikke li at stå på scenen fandt jeg senere ud af. Sådan set vidste jeg det godt, før jeg begyndte. Den tilbageholdenhed og den generthed, der havde fulgt mig så trofast i mange år, er ikke af den slags, man lige smider af. Ved siden af var jeg også manio depressiv. Det vidste jeg dog ikke dengang, da diagnosen først blev stillet i 2000. Der var mange der troede på mig, men inderst inde vidste jeg hele tiden, at jeg ikke kunne gennemføre det, men de kunne i det mindste ikke sige, at jeg ikke prøvede.

Min største fan var min første sanglærer Operasanger Herman Hansen. Poul London som dirigerede orkestret på Kay Abrahamsen Tourn´én, havde også et godt øre til min stemme. Han var så flink at mene, at jeg var et naturtalent. Hvad fanden kan det så nytte, at når man så kommer ind på scenen, står og bræger som en ged. Jeg steg af Gøglervognen i slutningen af 73 og har ikke et øjeblik fortrudt. (sådan da)

Derimod har jeg fortrudt, at jeg ikke fik gjort noget mere ved min stemme. Det kunne jeg sagtens have gjort, ved at tage privatundervisning. Men så har jeg tænkt, hvad skal du bruge det til, du tør jo ikke synge for publikum alligevel. Men når jeg gik hjemme i kælderen i huset på Yduns vej, og sang de få arier jeg kunne, så var jeg verdensmester. Der var en god akustik nede i kælderen, og jeg bildte mig ind, at der ikke var nogen der kunne høre mig, når jeg sang. Det har for øvrigt altid været et problem, at finde et sted at øve sig. Da vi boede i hus var det ikke noget problem, da sang jeg bare når jeg havde lyst. Siden 1971 har vi kun boet i hus omkring 7 år, og resten af tiden i boligforening. Og i en boligforening stiller man sig aldeles ikke op, og begynder at synge skalaer. Enkelte gange i festligt lag, (hvor vi bor nu) har jeg sommetider rejst mig, og givet et par numre, der garanteret har smældet helt op på femte. Af samme grund er det sikkert derfor, de kalder mig operasangeren her i opgangen.

Jeg deltog også på aftenskolehold med sangundervisning. Der var især en Polsk sanglærer, en kvinde, der gjorde et stort indtryk på mig. Den slaviske tradition for stemmetræning er helt ulig den Danske, men uhyre spændende. Faktisk tror jeg den slaviske tradition for stemmetræning ville passe mig særdeles godt. Der var gruppeundervisning, (på aftenhold – ellers var der ene undervisning) og vi stod 5 – 6 elever omkring et kæmpeflygel, og sang sammen. Den første aften, sang vi en eller anden opadgående skala, og mændene faldt fra efterhånden som tonerne blev for høje. Undtagen mig, jeg sang med fuld tone, og jeg kunne da også se, at hun begyndte at spidse ører. Hende tog de fra mig, da hun ikke måtte arbejde på deltid, fordi hun fik bistand.  Denne tåbelige regel er gudskelov lavet om. Kan det ikke være ligegyldigt på hvad tidspunkt af døgnet man tjener sine penge. Hun arbejdede såmænd bare på, at få timer nok, så hun kunne komme ud af bistandssystemet, og derved ikke ligge det offentlige til byrde. Jeg gjorde utallige fremskridt under hende, selvom vi stod fem – seks herrer og damer. Der skete virkelig noget i hendes timer. Vi sang ikke sange – ikke direkte i hvert fald, men skalaer der var sat sammen så vi kom ud i krinkelkrogene på stemmen. Vi sang også fragmenter af operaer. Der sang vi på Italiensk. Fagkundskaben siger, at Italiensk og Svensk er de to bedste sprog at synge på – det er noget med vokalerne. Og så er der noget der hedder kor. Jeg har stort set sunget i alle de kor der er i Randers.

Jeg har sunget klassisk med By koret, og jeg har sunget rytmisk med Luna og Blue Moon. Indimellem har jeg sunget i Skandias sangkor – som nu hedder Metalkoret, og jeg snuppede lige en halv sæson i Sangkoret Enigheden, som er et gammelt arbejdersangkor. Det har altid passet mig fint, at stå på de bagerste rækker sammen med basserne.  Jeg sang også sammen med tre andre i en kvartet som vi kaldte for 3 + 1. Vi eksisterede et par år, og nåede godt rundt, i kommunen. Vi sang et par gode koncerter på hovedbiblioteket – de såkaldte Grønnegårds koncerter. Efter et par år blev vores første bas alvorligt syg, og anden bassen mødte en pige fra Viborg, og flyttede fra byen. Da det ikke kan lade sig gøre at synge firestemmigt når man kun er to, blev vi to tenorer enige om at holde en lille pause. Det var lidt ærgerligt da vores stemmer efterhånden var kommet til at klinge sammen, på en fornuftig måde.

Umiddelbart efter, gik jeg på strandhugst i korene hvor jeg sang, (Blue Moon og Luna). Det lykkedes mig desværre aldrig at finde nogen der kunne træde ind i stedet for de to vi havde mistet. I Bykoret havde vi mange opgaver sammen med Randers Byorkester som det hed dengang. Nu hedder det som bekendt Randers Kammerorkester. Jeg har været med til at synge Messias sammen med Edith Guilaume og Kristian Kristiansen, begge to prøvede kræfter ved den Kongelige Opera. De kommer bare – stiller sig op – kan deres ting – og giver den hele armen. Med deres teknik kan de komme ud i alle krogene, på hvilken som helst Kirke.

Det lykkedes mig desværre aldrig rigtig, at blive dus med Randers Bykor, da jeg fornemmede en del klikedannelser. Det kunne godt være mig der fornemmede galt, fordi jeg sang fra 1975 til 1980 i koret og det var bestemt ikke en af mine gode perioder. På det personlige plan, er det dog Randers Bykor, der har givet mig den største tilfredsstillelse, i hvert fald inden for sang. Der blev spurgt efter solister til en korfest, og på en eller anden måde forvildede min ene arm sig op over mit hoved. Jeg blev enig med mig selv, om at synge Volga Lied, da det var den, der skaffede mig med på Kay Abrahamsen Tournéen nogle få år før. Jeg vil stadigvæk uden tøven kunne synge Volga Lied, især hvis man transponerer den et par toner ned. Korets leder Herluf Houngård skulle akkompagnere mig på flygel. Jeg mødte en time før festen for at gennemgå sangen med Herluf. Jeg sang den kun en gang, der var ingen grund til at synge den mere, da lige præcis den sang, hører til dem jeg bare kan. Vi havde altid en grundig opvarmning i Bykoret, så jeg var ved stemme da jeg startede, og nervøsiteten forsvandt som dug for solen, da jeg havde sunget et par linier. Der er et sted til sidst i sangen, hvor solisten holder en lille pause, og orkestret tager over.

Der begyndte Randers Bykors 100 medlemmer at synge med. Og jeg fik gåsehud. Jeg får stadigvæk gåsehud når jeg tænker på det, og nu vil jeg tage nogle forbudte ord i min mund. Jeg var fanme også god den aften, og jeg har ikke sunget bedre, hverken før eller siden.

Når man som jeg, er vokset op med kun to radiokanaler, skulle man jo tro, at det var et stort savn, i forhold til nu, hvor man har det hele. Og det man ikke har, det kan man gå ned og købe i morgen. Sådan så jeg overhovedet ikke på det, dels kendte vi ikke andet, dels var man sikker på, at det var det samme program, man talte om, når det blev diskuteret på arbejdspladsen, dagen efter. Jeg elskede at sidde med ørerne klistret til højtalerne. Og jeg hørte stort set alt. Gammel dansemusik! Giro 413! Gæster i studie 3! Torsdagskoncerten! Radioens jazz gruppe, og mange andre ting. Jeg kunne allerede i en tidlig alder godt li at høre både jazz og klassisk musik. Jeg elskede at høre Mozart, Haydn, og Bach. Dengang kunne jeg bedst lide den slags klassisk, hvor følelserne og dramatikken ikke kom for meget i kog. De tre komponister har alle sammen noget matematisk over deres musik, en eller anden form for logik, og et regnestykke der altid går op. Som regel var musikken bestillingsarbejde, enten til et stort hofbal, eller måske en rund fødselsdag.

Mange af disse komponister var ansat ved et af de utallige Fyrste og Kongedømmer der var i Europa dengang. Disse stillinger som Hofkomponist var meget eftertragtede, dels gav de brød på bordet, dels blev deres musik kendt i vide kredse. Hvad man hører ved hoffet er vel også godt nok til folket – ikke. Tyskland bestod dengang af utallige små Kongeriger og Fyrstedømmer, så der var arbejde nok til en masse komponister. De bestilte for øvrigt ikke ret meget andet end at bekrige hinanden. (ikke komponisterne, men fyrsterne). Det skulle de være blevet ved med, så kunne vi andre måske være sluppet for deres små visitter.

Den største fra den generation er ubetinget Mozart. Han har for øvrigt stået i lære hos Haydn et stykke tid. Han var en ener – et geni – én af dem der kun kommer én af. Han skrev først og fremmest smuk musik, men det er ikke hos ham, at jeg sidder tilbage som en slatten klud når jeg har hørt finalen. Jeg kan godt høre, at musikken er smuk, og den rører mig tit. Det er nærmest en stemning af idyl og velvære. Men den bringer ikke mine følelser ud over afgrunden, som nogle af de senere komponister gør. Når jeg som barn sad alene hjemme og sang med på en eller anden fuga af Bach, havde jeg ofte et forbløffende held til at ramme den rigtige tone. Og det vil jeg tilskrive mit musikalske talent snarere end til mine matematiske evner. (altså musik jeg ikke havde hørt før)

Min musikalske smag har selvfølgelig ændret sig med årene. Foruden de nævnte kan jeg også lide komponister med mere smæk for skillingen. Såsom Beethoven og Wagner. Men allerhelst Opera. Faktisk kan vi tage alle de store klassiske komponister fra en ende af, især fra 1800 hundrede tallet. Af de danske var der dengang ikke nogen der kom i nærheden af Karl Nielsen. Det er der stadigvæk ikke. Når jeg hører Symfonia Espensiva, er der et sted i sidste sats, der hver gang får tårerne til at springe frem i øjnene på mig. Karl Nielsen kendte jeg fra giro 413 om søndagen, når Aksel Schiøts sang danske sange. Jeg mindes ikke en eneste søndag hvor Aksel ikke var med. Som regel var det den danske sang han dyrkede, men ind imellem blev der også ønsket numre fra Farinelli, såsom Bordets glæder og Sangen har vinger. Aksel var en af mine tenorhelte – sammen med mange andre – i rigtig mange år. Desværre gled han lidt ned af piedestalen for et par år siden. Jeg havde læst om nogle bestemte optagelser med Schuberts lieder, som Aksel skulle have sunget ind omkring krigens afslutning. Gad vide om biblioteket har disse optagelser, tænkte jeg! Det havde de. Jeg lånte materialet og gik hjem og satte det på. Så vidt jeg husker, var det Winterreise eller Die schöne Müllerin, eller måske dem begge. Jeg var ved at male køkken, og det er altid et godt tegn, for så er jeg snart færdig med at male. Jeg slutter nemlig altid af med køkkenet. Der havde jeg stillet en Ghetto blaster op, og gjorde mig klar til Aksel. Efter en halv time begyndte hans stemme at gå mig på nerverne. Det var da mærkeligt! Tænkte jeg. Jeg tog en af de andre Cd er og satte den på i stedet. Det var det samme. Jeg har altid anset Aksel for at være noget nær den perfekte lyriske Tenor, og det er han da stadigvæk også, med visse forbehold. Et af disse forbehold går ud på den manglende evne til at farve stemmen, med det resultat, at det hele kommer til at lyde ens. Han mente for øvrigt selv – at hans indspilning – satte standarten med hensyn til Schubert indspilninger. Jeg har lige genlæst ”Kunst og kamp” som han skrev sammen med sin kone i 51. Det var efter hans operation og sygdom, der mere eller mindre tog hans stemme. Han fik sig trænet op til at synge igen – nu som Baryton – men det kom aldrig op på det niveau han havde før og under krigen. Jeg kunne særdeles godt tænke mig at kende deres videre skæbne lidt nøjere, da jeg kun har den sidste del af hans karriere fra dagspressen. De emigrerede til Canada engang først i 50 erne, hvor han blev en højt respekteret Professor i sang – på det – der svarer til det Danske Musikkonservatorium. (bare meget større). Så vidt jeg husker, blev han mere eller mindre tvunget i landflygtighed, fordi der gik politik i en mulig udnævnelse på det danske konservatorium. Efter lang tids mudderkastning tog han simpelthen sit gode tøj og emigrerede. I bogen kan jeg læse om deres Englands ture hvor han arbejdede med de helt store inden for musikken, inden katastrofen indtraf. (der sad en svulst på stemmebåndet, der senere gav ham lammelser i den ene side af ansigtet). Jeg så ham for snart mange år siden i dansk TV hvor han gav mesterklasse for unge danske sangere. Han var skrap – og sangerne havde stor respekt for ham. Der var en anden ting jeg lagde mærke til. Produceren viste ham kun fra den gode side, altså fra den side, hvor hans ansigt ikke var deformt. Jeg har lovet mig selv, at gå på biblioteket, og låne de 2 indspilninger igen, og give dem en ny chance. Det kunne jo være mig, der havde en dårlig dag. Men bortset fra det, har han sandelig indsunget mange dejlige Danske sange.

Og det var hele min musikalske baggrund. Det eneste jeg havde med i rygsækken var et brændende ønske om at blive den næste store Tenorhelt. Hvordan det skulle lade sig gøre anede jeg intet om. Jeg sang aldrig, (det passer ikke helt selvfølgelig da jeg sang en del på badeværelset og andre steder hvor jeg boede) og jeg kunne slet ikke lære udenad mere. Det var limen på Kronen der var begyndt at vise tænder. Jeg vidste, at jeg kunne synge bukserne ned over bulen på hvem som helst, men det er slet ikke nok inden for den branche. Det kræver nemlig hårdt arbejde. Det kræver også, at man kun har hovedet fuld af en ting – Musik. Det havde været herligt, at være født i et hjem med klaver, og faste øve timer. Det var jeg tilfældigvis ikke, og så gælder der nogle andre regler, vil jeg mene. Jeg har tit fundet på den ene dødssyge undskyldning efter den anden, når jeg skal forklare mig selv, hvorfor jeg ikke blev til det, jeg selv regnede med. Det er muligt, at jeg kunne snyde de fleste, men mig selv har jeg aldrig kunnet snyde.

I dag er jeg ligeglad, (næsten) men jeg havde 15 – 20 år hvor jeg sagtens kunne få gjort noget ved det, og da var jeg bestemt ikke ligeglad. De første år jeg tog undervisning, boede jeg i Rønde, som jeg var flyttet til, da jeg begyndte at arbejde for Erik Bønding.

Og så starter vi ved begyndelsen.

Der var 3 sangpædagoger i rubrikken sangundervisning. Deriblandt Herman Hansen. Ham kendte jeg i forvejen af omtale, da han af og til var med i en af den Jyske Operas forestillinger. Det meste af karrieren havde foregået syd for grænsen hvor han havde sunget mange store partier. Han debuterede på Odense teater i 1945 i La Boheme (det er den med den kolde hånd) hvor Else Marie og Hans Kurt ligeledes debuterede som operasangere. Else Maries og Hermans anmeldelser var strålende, derimod kneb det lidt mere med Hans Kurts. Det var tredje gang at Hans Kurt prøvede at blive accepteret som Operasanger. På sin vis var Hans Kurt sammen med Aksel Schiøts også en af min barndoms helte, da de spillede ham umådelig meget i dampradioen. Jeg syntes, han havde en god og en behagelig stemme. I 1937 prøvede han første gang at afholde en koncert, udelukkende med Opera arier, i Odd Fellow palæets store sal. Akademisk Orkester og koret var under ledelse af en Dirigent ved navn Walter Meyer – Radon. (det har jeg slået op). Hans Kurt sang nogle af de helt store arier, Wintersturme fra Valkyrien, og Tårnarien fra Tosca. Men uden held. Han blev mere eller mindre hakket i stykker af en enig Københavnsk presse. Hans Kurt var god til charmebøffen og den letbenede helt. De tunge ting og dramatikken var ikke hans stil. Han prøvede igen, først i fyrrerne, og havde denne gang – klog af skade – valgt nogle mindre svære partier. Desværre med samme resultat for Hans Kurt. Der kom dog det gode ud af det, at der var nogle anmeldere der foreslog ham at gå Operettevejen. Og så kom der virkelig fart på karrieren. I en periode på 5 år lavede han og Else Marie den ene store succes efter den anden. Jeg nævner i flæng – Bajaderen – Grevinde Maritza – Forår i Heidelberg – Valsedrømme – Dollarprinsessen – og en hel masse andre store succeser. I alt 15 Operetter og folkekomedier. De spillede sammen med de helt store stjerner på den tid, såsom Ellen Gottschalch, Liva Weel, og Ib Schønberg. Noget af det bedste han lavede i sine modne år, var Old Ben Gun i Farinelli.  I sine senere år blev han en glimrende visesanger. Hvem husker ikke Tørresnoren og Pengegaloppen. Igennem hele min barndom har jeg da også nydt at høre Else Marie og Hans Kurt, når de sang uddrag af operetter i giro 413.

Jeg havde ringet til Herman Hansen og aftalt en time – torsdag klokken 7. På slaget 7 stod jeg og ringede på døren til hans lejlighed. Den lå på en lille sidevej til Hallsti, der løber langs banegraven i Århus. En mand sidst i halvtresserne åbner døren og byder mig indenfor. Han lugtede af et eller andet som jeg ikke lige kunne lokalisere. Det var først da jeg fik mit livs første hvidløgssmør, at det gik op for mig hvad det var. Han satte sig hen til klaveret og spurgte mig! Hvad vil du gerne synge, har du forberedt noget? Ikke rigtigt! Svarede jeg. Jeg havde forestillet mig en dansk sang! Okay! sagde Herman. Han gav sig til at bladre i en bog med Danske sange. Kender du – Du danske sommer jeg elsker dig – spurgte han? Ja, sagde jeg! Takket være Skæring skole kunne jeg stort set alle de danske sange. I hvert fald dem man sang mest, og det var ’en af dem. Herman slog nu akkorden an til melodien og jeg begyndte at synge. Inden jeg går videre vil jeg lige indskyde at Herman Hansen overhovedet ikke kunne spille klaver. Faktisk vil jeg til enhver tid påstå, at jeg spillede betydeligt bedre klaver end Herman. Så kan enhver tænke sit. Jeg har da heller ikke på noget tidspunkt hørt ham prale af sit klaverspil. Han havde lært sig nogle akkorder og skalaer, da han begyndte at undervise, og det var stort set alt. Så jeg stod og sang til en akkord hist og pist. (og det var ikke altid, at det var den rigtige). Da vi var færdige, vendte Herman sig om mod mig og spurgte – Hvor fanden har du gået og gemt dig henne? Øh – I Rønde! sagde jeg. (Hvad svarer man på sådan et spørgsmål?). Er det noget jeg kan satse på? Spurgte jeg. Ja i alder højeste grad! Sagde han. Jeg syntes du har en god stemme. Den har et ægte tenorsmeld, samtidig med, at den også har lyriske kvaliteter. Den er selvfølgelig uskolet, men det findes der råd for. Kan du noder? Nej desværre! Sagde jeg. Nu skriver jeg en titel ned til dig på en nodelære, og den går du ned og køber i morgen! Sagde Herman. Så må vi afsætte lidt tid til nodelære hver gang du kommer. Og du må sørge for at høre så meget Opera som muligt, og specielt lægge mærke til Tenorens parti. Jeg fortalte ham, at jeg lyttede til en del Opera og efterhånden havde en fin lille samling plader. Godt! Sagde han. Få fat i noderne til de Operaer du har på plade, og følg nøje med i hvad tenoren synger. Han satte sig hen til klaveret og slog en akkord an. Nu vil jeg gerne høre hele omfanget at din stemme! Sagde han. Og så blev jeg heglet igennem i en halv times tid, med alle mulige og umulige øvelser. Til sidst blev det for meget for stemmen, og jeg fik nogle voldsomme hosteanfald. (piben). Herman gik ud i køkkenet og hentede 2 øl som vi drak, mens vi aftalte tider og priser. Du er et naturtalent! Sagde Herman. Du har lavet et par ting under disse øvelser, som det tog mig flere år om at lære. Du tænkte overhovedet ikke over det, du gjorde det bare. Du har et rigtigt godt materiale, som jeg glæder mig til at arbejde med. Jeg er instruktør på noget vi kalder Østjysk Amatørteater! Fortsatte han. Kunne du tænke dig at være med i koret. Muligvis kan der falde en lille rolle af. Vores næste forestilling er Jomfruburet af Schubert. Vi øver i Skanderborg, men spiller 4 – 5 forskellige steder i Østjylland. Jeg takkede ham for tilliden og sagde, det ville jeg gerne. Godt! Sagde Herman, så ses vi næste torsdag. Og med disse ord tog vi afsked med hinanden, og jeg gik ør i hovedet af glæde, ned af trappen.

Nu ville den seriøse sangstuderende være taget hjem til Rønde og fordybet sig i noder og musik. Men den trofaste læser ved jo godt, at det seriøse just ikke er det der trykker mig mest, så jeg tog et smut omkring Jørgen og Gurli. De boede dengang  på Valdemars vej, og der fik vi hurtigt banket en fiks lille fest sammen. Jeg missede den sidste bus og måtte sove på sofaen. I det små gik jeg nu i gang med sangen. Da nodehefter er temmelig dyre, besluttede jeg at købe dem antikvarisk. Det lykkedes mig også at finde noderne til de fleste af mine plader. Jeg har dem for øvrigt stadigvæk, de ligger og samler støv i den nederste skuffe i min reol. Selv om jeg var rimeligt målrettet, og faktisk gjorde en del ud af det, forsømte jeg bestemt ikke min Mr. Jekyll and Mr. Hyde side. (læs kapitel 8).

Et stykke hen på efteråret Begyndte prøverne på Jomfruburet i Skanderborg. Alle de medvirkende kom fra Østjylland over en bred kam. Herman skaffede mig kørelejlighed, med en Sagførerfuldmægtig fra Århus. En lystig fætter og en flink fyr. Herman havde snakket om en lille rolle, men jeg håbede inderst inde, at alle rollerne var besat. Jeg følte mig bestemt ikke klar til at synge fra en scene.

Mit fromme håb gik desværre ikke i opfyldelse, da han indfriede sit løfte, og gav mig en eller anden Greve, som jeg ikke kan huske navnet på. (von Schober?). Til min store lettelse bestod min rolle af siger og skriver 2 linjer. De to linjer fik jeg hurtigt lært, derimod kneb det mere med afleveringen af disse to linjer. Vi spillede fem – seks forestillinger, og det lykkedes mig at aflevere linjerne på ligeså mange forskellige måder som der var forestillinger. Jeg vil ikke sige at mine medspillere var utrygge, for jeg var jo ikke den eneste der var nervøs, men alligevel. Hovedrolleindehaveren hed Poul Christensen og han kom fra Glud ved Juelsminde. Grunden til at jeg omtaler ham her er, at han pludselig dukker op i toget, da jeg er på vej til København for at starte prøverne på Smilets land hos Kay Abrahamsen.

Hej Poul! Sagde jeg. Hvor skal du hen? Jeg skal med Kay Abrahamsen på tourné! Sagde Poul. Det var da hyggeligt! Sagde jeg, det skal jeg også. (imellem os – så fatter jeg ikke, at de kunne bruge Poul i sangroller, jeg husker fra Skanderborg hvordan det lød, når han sang, han brølede som en elskovssyg Elgtyr). Retfærdigvis skal det siges, at han var en glimrende skuespiller). Vi rystede hinandens hænder, og syntes begge to, at det var dejligt på forhånd at kende nogen, i en verden, hvor vi ikke rigtig følte os hjemme endnu. Vi havde en rigtig hyggelig overfart hvor vi snakkede gamle minder fra Skanderborg. Men det var selvfølgelig også før, at han begyndte at hade mig som pesten. I modsætning til ham, gad jeg ikke bruge en masse tid på had, jeg nøjedes med at afsky ham som pesten.

Et lille eksempel. Sommer i Tyrol blev anmeldt af Ålborg Stiftstidende. For første gang i nyere tid fik ’en fra koret rosende omtale. Det var såmænd Lars Hald, som anmelderen fandt, havde betydelige komiske evner. I artiklen vendte han gentagne gange tilbage til det navn jeg havde i stykket. Problemet var bare, at det ikke var mig der spillede den rolle – det gjorde Poul. Han krøllede avisen sammen, og smed den hen i et hjørne. Hvorefter han forlod garderoben i en rasende fart. (Han nåede dog tilbage inden tæppet gik). Det var lige før, at jeg fik medlidenhed med ham, men også kun lige før. Havde det nu været omvendt – ikke. Et kort øjeblik var jeg fristet til at klippe anmeldelsen ud – trods alt – var det jo mit navn der stod i den, og den ville have pyntet på mit c. v. Men jeg nærede mig. Selv om Poul var 9 år ældre end mig, følte jeg altid, at jeg havde et lille forspring i forhold til ham. Ikke fordi han ikke var voksen, det har ikke noget med det at gøre, men han havde ikke prøvet så meget i tilværelsen som mig. Han havde en af den slags ansigter hvori man kunne læse som en åben bog, og han var meget dårlig til at skjule sine følelser. Det er da en glimrende evne at have, når man gerne vil være skuespiller. Der er bare knap så godt, når man er tvunget til at være sammen med en hel masse mennesker der er kontraktligt ansat – ligesom han selv. Allerede i Skanderborg havde jeg set hvordan han jagtede pigerne, på en eller anden desperat måde. Han overskred tit nogle grænser, der fik pigerne til at vende ryggen til. Pigerne kan sagtens fornemme en mand der søger en mor til sine børn. Og det tror jeg – at han gjorde – hele tiden. Poul var efterhånden midt i tredverne, og det er bestemt ikke kun hos kvinderne, at det biologiske ur tikker, det gør det også hos mænd.  Mere om Poul i næste kapitel.

Det var startet med, at Herman, efter en time, pludselig havde spurgt, om jeg kunne tænke mig, at komme på Tourné’ med Kay Abrahamsen. Han syntes jeg havde godt af, at komme ud og prøve mine vinger af. Det skulle kun være denne ene Tourné’, hvorefter vi skulle genoptage undervisningen, når jeg kom hjem. Jeg husker tydelig, at jeg var betænkelig og glad på samme tid. Vi sad som sædvanlig og delte to øl efter undervisningen da han spurgte mig. Jeg var jo ikke den eneste der havde alkoholproblemer, det havde Herman også. Jeg er flere gange kommet til hans dør, hvor der har hængt en seddel med følgende ordlyd – Ingen undervisning i dag – Herman. Herman boede ikke i lejligheden, han brugte den kun til undervisning. Så vidt jeg husker boede han i Beder syd for Århus. Der boede han med en ganske ung kone som var tidligere korpige på Odense Teater. Mens han var aktiv operasanger havde han haft en rolle på Teatret og derved mødt hende. Jeg kan ikke huske om hun dansede eller sang. Måske begge dele. Jeg havde mødt hende til flere af premiererne på Amatørteatret. En flot fuldbarmet og langbenet pige – måske en fire fem år ældre end mig selv. Altså omkring tredive.

Under begge de to stykker jeg nåede at være med i på Amatørteatret, mødte Herman temmelig beruset op til premieren. Det var hans nerver der ikke kunne klare presset. Under premieren på Jomfruburet kom han først anstigende to minutter før tæppet skulle gå. Han kom om bag scenen, hvor vi stod tyve nervøse mennesker og ventede på Ouverturen. Han kiggede på os med et par blodskudte øjne, og mumlede et eller andet komplet uforståeligt. Så gik han over i den anden side af scenen, og der lød en eller anden slags tumult, efterfulgt af et højlydt klask. Lidt efter kom Herman forbi igen, holdende sig på sin næse, mens han sagde! Han slog mig sgu – Han slog mig sgu. Blodet løb igennem hans fingre ned på hans hvide skjorte. Men når vi havde undervisning – og han var der – har jeg aldrig oplevet ham beruset. Han var en god og inspirerende sanglærer. Jeg satte umådelig megen pris på ham, fordi han havde den store fordel i forhold til så mange andre sanglærere, at han kunne synge selv. Hvis der var et eller andet jeg ikke lige kunne finde ud af, rejste han sig fra klaveret og sang det sammen med mig. Jeg var da også lidt sej af mig selv, når jeg næsten stod og sang duet med en rigtig operasanger. Jeg har for øvrigt glemt at fortælle, at Herman var Baryton. For de ikke musikkyndige ligger Barytonen imellem Tenoren og Bassen. Disse tre stemmer er yderligere delt op, f.eks. i Bas Baryton, men den tar’ vi en anden gang. Herman fandt nu Kay Abrahamsens Telefon nummer frem og ringede til ham. Efter nogle indledende høfligheds fraser sagde Herman! Kay, jeg står her med en talentfuld elev, som ville have godt af, at komme ud og snuse lidt til savsmuldet. Enden på det hele blev, at jeg skulle aflægge prøve i København senere på foråret for Kay Abrahamsen og hans kapelmester Poul London.

Jeg vil lige indskyde at Herman havde været med Kay Abrahamsen på Tourné, flere gange i ledende roller, jeg ved dog ikke hvilke. Jeg havde aldrig set nogle af hans forestillinger selv om de altid kom omkring Århus Teater. Da jeg startede hos Herman, begyndte jeg at overvære den Jyske Operas forestillinger sammen med Erik Lovmand, som det var lykkedes mig, at få lokket med. (han kunne for resten godt li’ det). Først i juni måned gjorde jeg mig klar til Københavner tur. Jeg havde bestemt mig for at tage Mols linien, da det var langt den korteste rute. Desuden gik der en rutebil fra Rønde direkte til færgelejet. Mens jeg betaler chaufføren ser jeg ud af øjenkrogen en person som jeg ikke havde den mindste lyst til at møde. Nemlig Flemming – som ejede det lille kosteskab, som jeg boede i ved Skæring Strand. Det kostede jo ikke ret meget, men alligevel skyldte jeg ham for de sidste to måneder jeg boede der. Han sad helt nede bagi – på bagerste sæde i midten. Jeg ved ikke om han så mig, men for en sikkerheds skyld satte jeg mig lige bag chaufføren. Efter et stykke tid, hvor jeg syntes, at jeg kunne mærke hans øjne i nakken, besluttede jeg mig for, at tage tyren ved hornene. Jeg rejste mig, og gik ned og satte mig ved siden af ham. Hej Flemming! Sagde jeg. Hej! Sagde han. Er der ikke noget med, at du skylder mig nogle penge. Jeg ved det godt! Sagde jeg. Du ved jo godt, hvordan det hele koksede for mig den sidste tid jeg havde ved stranden. Nå skide også være med det! Sagde han så. Hvad går du ellers og laver? Jeg fortalte ham lidt om hvor jeg var på vej hen, og hvad jeg ellers lavede. Skal du også med færgen! Spurgte jeg. Nej – jeg skal kun til Femmøller! Sagde han – jeg har købt en Sommerrestaurant som jeg driver sammen med min kone. Vi sad og sludrede hyggeligt om gamle dage, resten af vejen. Han ønskede mig held og lykke, inden han steg af i Femmøller. Flink fyr! Tænkte jeg. Jeg havde forestillet mig, at der gik busser til København fra færgelejet på Sjællands Odde. Det gjorde der ikke. Jeg kiggede på mit ur og opdagede til min store skræk, at der kun var halvanden time til, at jeg skulle være hos Kay Abrahamsen på Amager. Jeg besluttede mig for, at tage den på stop, og det gik da heller ikke længe inden der holdt en bil ind til siden, og samlede mig op. Det var en af de sidste biler der forlod færgen, så Vorherre holdt igen sin hånd over mig. Det var et ungt par der havde været i Jylland for at besøge noget familie. De boede i Valby, og det var da et godt stykke af vejen. De spurgte hvad jeg skulle i København, og det var jeg slet ikke ked af at fortælle dem. Hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg nok, at jeg snakkede dem fanden et øre af. (en slags nervøs lettelse over, at jeg nåede det) Det var først da vi kørte over Knippelsbro, at jeg fik en mistanke om, at de ville køre mig til døren. (Jeg vidste godt hvor Valby lå i forhold til Amager) Fem minutter før det fastlagte tidspunkt kørte vi op foran Kay Abrahamsen opgang. Jeg sagde far vel og tak til de to flinke mennesker og hastede op af trappen. Jeg ringede på, og Kay Abrahamsen kom selv ud og lukkede op. Lars Hald formoder jeg! Sagde han. Jeg nikkede, og efter at vi havde givet hinanden hånden, bød han mig indenfor. Udover Dirigenten Poul London, som sad ved klaveret, var der en anden mand tilstede. I farten fik jeg ikke fat i hans navn, men jeg genså ham senere i prøvesalen. Han sang i koret ligesom mig.

Nå unge mand! Hvad vil du gerne synge? Spurgte Kay Abrahamsen. Jeg tog mine noder op af tasken, og sagde! Bordets glæder fra Farinelli, og Volga Lied af Frants Lehar. Jeg gav Poul London noderne, og uden nogen form for opvarmning, begyndte jeg at synge. Jeg har før sunget bedre, men efter omstændighederne, slap jeg udmærket om ved sangene. Da jeg var færdig med at synge, kiggede Poul London og Kay Abrahamsen på hinanden. Hvad siger du Poul? Spurgte Kay Abrahamsen. Den unge mand er et naturtalent! Sagde Poul London. Ja det er han! Sagde Kay Abrahamsen. Vil du komme her over til mig, så gennemgår vi lige kontrakten. Mens jeg drak et glas tør Sherry (usædvanlig tør) løb vi hurtigt kontrakten igennem. Jeg var så nervøs, at jeg ikke fattede en skid af det hele, så jeg satte min underskrift nærmest i blinde. Da jeg havde gjort det, gav jeg dem alle 3 hånden, og med et på snarligt gensyn, var jeg ude af døren. Og i løbet af ingenting var jeg ude af København igen.

Langt senere spurgte jeg tredjemanden, der var til stede den dag jeg aflagde prøve, Per! Hvordan syntes du i grunden jeg klarede mig den dag jeg aflagde prøve for Kay og Poul? Rent sangmæssigt, syntes jeg det gik godt! Sagde han, men hvorfor hulen stod du med ryggen til Kay dengang du sang. Man plejer at synge af karsken bælg, og slå ud med arme og ben, og gøre sig til, med front mod den, man aflægger prøve for. (jeg stod og kiggede over skulderen på Poul London mens han spillede, for at kunne se teksten som stod på flygelet). Jeg ved det godt! Sagde jeg. Problemet for mig er, at jeg skal bruge meget lang tid før en tekst sidder ordentlig fast. (den dag i dag kan jeg ikke huske teksten til en eneste sang, ikke engang bare et enkelt lille vers, og det kan man da kalde et handikap for ’en der gerne ville være sanger.) For ikke at tale om, hvis jeg skulle lære en stor rolle udenad.

Et prøveforløb hos Kay Abrahamsen varede 30 dage inkl. lørdag – søndag, og det er ikke ret lang tid til sådan en stor produktion. Men det var som regel nok for mig til at få lært teksterne udenad. Jeg sad dog tit og kiggede på teksterne, i toget på vej til Osted, hvor jeg boede hos min mors bror Jørgen og hans kone Inger Margrethe. Konny og Linette behøver som regel kun at høre en sang – en eller to gange før de kan den udenad. Flere af mine søskende har også den evne, som jeg altid har misundt dem. (det var dog ikke derfor jeg altid bankede dem, da de var små)

Jeg havde nu et par måneder tilbage i Rønde, inden jeg skulle møde i de Berejstes hus til den første prøve. De Berejstes hus ejedes af en sammenslutning af gamle Navere, som brugte huset som deres samlingssted. Til dem der ikke ved det, er en Naver en faglært håndværker der rejser på valsen i de lande han kan nå, på Apostlenes heste. (se under fødder). Han har en bog med, hvor de mestre han har arbejdet for, skriver deres initialer eller sætter et stempel. Sådan en rejse kan vare adskillige år, Der er også mange eksempler på Navere, der møder en pige i det udenlandske, og ikke kommer hjem mere. Der findes Navere inden for alle håndværk, og hele huset emmede af gode gedigne håndværkstraditioner som vel dårligt nok findes mere. Jeg ved ikke om huset stadigvæk eksisterer, men, mon dog ikke. Det kan i hvert fald ikke være faldet sammen af ælde, dertil var det alt for solidt bygget. Alle håndværk var repræsenteret i huset, og da de forskellige håndværkere var gået på pension, da de lavede huset, havde de tid nok til at kæle for detaljerne. Og detaljer var der mange af – der var stuk i loftet – der var flotte snoede trapper – der var træskærer arbejde – der var gørtler arbejde – der var flotte polstrede møbler, som der ikke er nogen der laver mere. Der var snedkermøbler – såsom skænke – spiseborde – spisestole – dragkister – og en hel masse ting som de havde slæbt hjem fra deres rejser, og som de havde skænket til huset. (måske under tilskyndelse fra deres koner). Det hele var slidt på den måde, som når man lader en kærlig hånd glide hen over kuglen på et trappegelænder. Jeg nåede ikke at hilse på ´en eneste Naver i de tre år vi holdt prøver i de Berejstes hus, da de altid havde møder om aftenen, når vi ikke var der. (ærgerligt nok). Om Navere – står der i Hirschsprungs Konversations Leksikon – at Navere er en forkortelse for Skandinaver. Altså rejsende håndværkere fra Skandinavien. Det står der også i Lademanns leksikon fra midt i firserne. Ordret. Og det er alt hvad der står. To linjer. Nu er Hirschsprungs Leksikon et konversations leksikon, og hvordan man bærer sig ad med at sidde en hel aften og konversere om Naverne over 2 linjer må guderne vide.

Denne artikel stod i Dagbladet Djursland i sommeren 71. Kraftigt formindsket, da jeg ikke er meget for at man kan  læse mine udgydelser. Efter genlæsningen har mine tæer ikke rettet sig ud endnu. Jeg ved ikke hvor Journalist Olesen havde hørt det henne, men hans kilde vidste i hvert fald hvor jeg tilbragte min fritid. Så han mødte op på Kringlen en aften, hvor jeg sad sammen med Erik Lovmand. Vi aftalte, at jeg skulle komme på Redaktionen dagen efter til et interview. Det er kontrakten med Kay jeg sidder og viser frem. Jeg har desværre ikke nogen af mine kontrakter mere. På et eller andet tidspunkt senere, fik min lillebror Ole fat i en taske, jeg havde deponeret derhjemme. Der var programmer og kontrakter og den slags ting i. Desuden var der alle de smalfilm som jeg havde optaget mellem år og dag. Jeg havde blandt andet filmet til Karins konfirmation, hvor Lise også var hjemme. Alt i alt var der mange timers film. Jeg havde for længst solgt fremviser og optager, så der var kun filmene tilbage. For min lillebror er problemer kun til for at blive løst, så han gik i gang med at konstruere en fremviser, af en papkasse og en kraftig lommelampe. Hvad der siden skete med filmene ved jeg ikke, for da jeg spurgte til tasken, gjorde Ole sig øjeblikkelig usynlig. Jeg reddede omkring 15 minutters film, og havde jeg kunnet fange Ole, havde han reddet sig en røvfuld.

Kay Abrahamsen og hans snotforkælede hund

 

Kapitel 2

 De første prøver. Tourné livets fristelser. Volmer Sørensen og en hel masse andre kendte mennesker. Hvis man mest er til billedbøger, kan man i dette kapitel få styret sine lyster, da der er mange billeder. Det bliver nok også langt.

 Vi sad alle sammen ved et langt bord der fyldte det meste af lokalet. Kay Abrahamsen og Poul London sad på hver side af Volmer Sørensen. Det var de eneste jeg havde set før – udover Poul selvfølgelig – og manden der var til stede den dag jeg aflagde prøve. Der var omkring 30 personer, ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder. De bærende roller havde allerede fået deres rollehefter kunne jeg se. Jeg tror de havde haft dem et stykke tid, da de kunne sangene på forhånd. Med en enkelt undtagelse. Ejvind Brems Islandi som var uddannet på det Jyske Musikkonservatorium skulle spille den store hovedrolle som kineseren Sui. Da jeg hørte hans navn var der et par klokker der ringede i mit hoved. Hans mor var en del af min barndoms musikalske indtryk, for i lighed med Else Marie og Hans Kurt, kunne man høre Else Brems i Radioens giro 413 stort set hver søndag. Det var dog kun en lille fritidsbeskæftigelse, da hun ved siden af grammofonpladerne, havde en lang, og ombejlet karriere på det Kongelige teater. Ejvinds far var ingen ringere end den store tenor Stefan Islandi. Han debuterede allerede som operasanger i 1933 i Italien, hvor han dengang uddannede sig. I 1940 blev han engageret af det Kongelige teater hvor han sang resten af sin karriere. Da den var slut flyttede han tilbage til Island hvor han kom fra. Det er muligt at han og Else Brems blev skilt, for jeg mener at hun blev en skattet sanglærer – enten i Århus eller i København. Stefan Islandi har sammen med Henry Skjær indsunget den største succes som nogen dansk operaplade har fået internationalt. Jeg har hørt den mange gange, da jeg købte pladen allerede i 1962, og har igennem årene hørt den i utallige versioner. Bl.a. med Placido Domingo og andre af de helt store. For nylig har jeg hørt den på nettet med en spansk tenor ved navn Fernando Kraus. Jeg må indrømme at den overgård alt hvad jeg har hørt før. Jeg tror endda, at den er fra tresserne. Den jeg her snakker om, er den store duet fra Perlefiskerne af Bizet. (ham med Carmen). Duetten hedder ”I templets lyse haller.” Den kvindelige hovedrolle blev sunget af Hanne Fischer fra det Kongelige teaters Operakor. Ejvinds søster i stykket blev sunget af en ung sangerinde fra et af de Baltiske lande. Hun sang normalt i Radioens koncertkor. (Jeg kan ikke huske hvad hun hed, men i stykket hed hun Ming eller Mi). Jeg vil lige indskyde her, at det Kongelige teaters kor er blevet kåret som verdens bedste Operakor. (for nogle år siden) Danmark er som bekendt et lille land, og da vi kun har to store og et par små Operaer er det begrænset, hvor mange af de Operasangere der bliver uddannet hver år, har udsigt til arbejde. Vi har dog også en rimelig stor eksport af dygtige Operasangere som er meget værdsatte, selv på de store Operahuse. Derfor har det Kongelige stort set kun solister til at synge i koret. Takket være min lillebror, har jeg ikke mine programmer at støtte mig til, så mange af navnene er desværre smuttet, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan banke ham mere. De ting jeg skriver om i dette kapitel er sket for en menneskealder siden, så jeg vil nok komme til at blande de 3 forestillinger sammen. Det gør det heller ikke lettere for mig, at de mennesker der var med, var mere eller mindre faste hos Kay Abrahamsen. Det eneste der skiftede fra år til år var hovedrollerne.  I en af de andre store roller havde vi Jan Zangenberg, der flere gange selv havde været teaterdirektør. Først i tresserne drev han Fiolteatret hvor Bodil Udsen fik sit helt store gennembrud i ”Glade dage” af Samuel Becket. Efter Fiolteatret startede han Komediehuset som vistnok eksisterer endnu. Senere slog han sig på børneteater. Så vidt jeg husker kører det stadig videre med en søn ved roret. I nogle af mine bøger om Teater støder jeg af og til på navnet Zangenberg. Og der har været sangere og balletdansere og skuespillere helt fra 1800 hundrede tallet. Han fortalte mig engang, da vi sad og sminkede os i garderoben, at han havde været Leander i Tivoli på Påfuglescenen, i flere sæsoner. Der skal man som bekendt også kunne danse. Mens vi er inde på dansen, kan jeg fortælle, at det var betroet Børge Ralov at få os dansedøve til at komme ud og ind af scenen uden at brække både arme og ben. Han var uddannet på det Kongelige teaters Balletskole allerede i tyverne. Han blev solodanser i 42 og ved siden af, var han både lærer og instruktør. Han var periodens førende balletdanser, og dansede mange store partier sammen med Margot Lander. Hos det brede publikum er han nok mest kendt for at producere Pladeparade sammen med Otto Leisner. Jeg har nævnt vores Kapelmester Poul London. Man kan heller ikke sige at han var et ubeskrevet blad, da han havde dirigeret både Ålborg og Odense symfoniorkestre. Han dirigerede også en del danseforestillinger på Århus teater. Indimellem – når han slappede af – komponerede han underholdningsmusik, sange, balletmusik og musik til radiohørespil. Af de øvrige rollehavende var der to af de faste hos Kay Abrahamsen, nemlig Chris Thomas og Ann Margrethe Schou. (Ann Margrethe var for øvrigt en stor konkurrent for os drenge, når vi sad og kiggede de sødeste korpiger ud). Der kommer meget mere om Volmer Sørensen i næste kapitel.

Som enhver kan se, var der ikke sparet på noget som helst ved Kay Abrahamsens Operette Tourné. Gennemgående var det altid prøvede kræfter der foretog indstuderingen og spillede hovedrollerne. Og som man kan se på billederne blev der heller ikke sparet på kostumerne, da de blev syet af Københavns største og mest kendte systue, nemlig Amor. (eller Teateratelieret som det også blev kaldt). Selv min lillebror Ole har fået syet nogle af sine kostumer der. Han havde for øvrigt en hilsen fra indehaveren Hanne Andreasen til mig. Jeg satte en tvivlende mine op, da det er omkring 30 år siden at jeg havde min gang der. 100 % Sagde Ole, hun kunne sagtens huske, at der var to Jyder med på de sidste af Kays Tournéer. Den anden var selvfølgelig min gode ven Poul. Der blev nu foretaget en gennemlæsning af stykket da vi sad der omkring det store aflange bord. Efterhånden som de kom til sangene blev de afsunget med det man kalder sordin. (d.v.s. kun med halv styrke). Det blev Ejvind ved med under det meste af prøveforløbet, indtil Volmer en dag gik amok. Syng da til! Råbte han, jeg har ikke en chance for at høre hvordan du synger, når du står og mumler på den måde. Han vender sig om og kigger ned på koret som sad bag i salen. Kan i høre hvad de synger? Spurgte han. Ikke en disse, siger Per så, jeg fatter ikke en skid af, at de skulle komme fra det Kongelige Teater. Hvis ikke der var ballade før, så blev det der nu. Ejvind forlod huset i en vis fart, råbende, at ham så vi i hvert fald ikke mere. Hvorefter han klappede døren i efter sig, og Hanne Fischer nægtede at synge en tone mere, før Per havde givet dem en undskyldning. Og hvis ikke Volmer havde været sur før, så blev han det nu. Jeg spurgte ikke til dine kritiske evner! Sagde han til Per, jeg spurgte om du kunne høre hvad de sang. Nej! Sagde Per så. Nå! Ejvind kom tilbage da han blev god igen, og jeg tror nok at Hanne fik sin undskyldning, men jeg er ikke helt sikker, da hun og Per ikke rigtig var på talefod resten af turen. Under alt dette sad de prøvede kræfter og kiggede knapt nok op fra deres papirer. Alt det der havde de prøvet tusindvis af gange. Sådan var det altid lige før en premiere.

Til venstre Chris Thomas som Hannes far. Ann Margrethe Schou er Hannes mor, og derefter Hanne Fischer som står og synger. Derefter Astrid og Poul. Den høje flotte er Lars Hald og Kirsten Vendelbo. Den mørke herre i baggrunden er Per. Pigen i forgrunden hedder vistnok Mette.

 

Mens de sad og læste op, og sang, vil jeg ikke ligefrem påstå at den dybere mening med den Operette gik op for mig. Handlingen i første akt foregik i et adeligt hjem, hvor man havde fornemt besøg fra Kina. (Ejvind). Han bliver forelsket i husets datter (Hanne) hvorefter han afsynger den kendte arie Dein ist mein ganzes hertz. (den er bare smuk). Efter pausen foregår handlingen i Kina. Så vi havde et kvarter til at klæde om fra unge Adelsmænd til Kinesere. (Undtagen Ejvind – han var jo Kineser hele tiden) Kort sagt – går moralen i stykket ud på, at øst og vest ikke kan mødes. Der var ikke alverden at rive i for koret. I hvert fald sangmæssigt. Vi var en del på scenen, men det var mest for at danse. Koret befandt sig det meste af tiden på første sal hvor vi øvede dans og masseoptrin. Dans er ikke just min stærke side, det vidste jeg udmærket selv, og i løbet af et par dage gik det også op for Børge Ralov – vores flinke danseinstruktør. Han kom jo fra den Kongelige Ballet, og var vandt til en hel anden struktur og professionalisme hos sine dansere der. Han forlangte ikke mere af os end vi kunne honorere. Hovedsagen var, at vi gjorde vores bedste – hver gang. Da han havde set, hvordan jeg hoppede rundt et par dage, gav han mig Kirsten Vendelbo som fast dansepartner. Kirsten havde danset ballet helt fra barnsben – og faktisk tror jeg – at hun var balletbarn fra det kongelige Teater. De har jo nogle vandvittigt svære betingelser at arbejde under. Hvert år sker der en sortering af alle Balletbørnene, og der bliver ikke vist nogen nåde. Hvis man i puberteten vokser sig for høj, eller får for store former, er det slut med Balletskolen. Tit og ofte er det anklerne eller fødderne der ikke kan holde. Der er nu mange eksempler på tidligere balletpiger der ikke er til at holde nede. I stedet for Balletten har de valgt scenen, og fået sig en stor karriere der. F.eks. Karen Berg (Fru Fernando Møghe – fra Matador) og Clara Pontoppidan som vi fra den ældre årgang husker særdeles godt.

Fra venstre til højre er det Mette – Ejvind – Hanne – Connie – Bas Kaj som her bliver introduceret

for første – men ikke sidste gang.  Kirsten – Lars – Poul – Astrid

 

Kirsten tog et solidt tag i mig da hun fik den tvivlsomme ære at skulle lære mig at danse. Faktisk drømte jeg også om at få et solidt tag i Kirsten, men det lykkedes desværre aldrig. Men hun fik mig lært at danse vals. Da jeg nogle år senere dansede bryllupsvals med Konny gik det ud over stepperne.